Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. C. Nielsen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Viggo Stuckenberg
175
Kort efter rejste jeg til Italien, hvor jeg hen mod Julen fik
et langt, barskt og kaadt Brev, i hvilket han skriver om sig selv:
.... Min egen Fabrik staar stille. Jeg kender Dem, naar De taler om,
hvad De venter af mig. Men De maa ikke. Naar De siger det, gaar jeg ned i
Stalden og strigler min Hingst. „Nu skal vi ride!" Men et Kvarter efter ser
vi paa hinanden med bedrøvede Øjne, — „nej, ikke endnu!" Jeg er for Tiden
bare en gammel Dragkiste af den Slags, som smækker med Laaget ved
Mld-natstide og derved bidrager til Overtroens Udbredelse; i Virkeligheden lutter
gemene Sidestykker og Endestykker og Beslag. Dette Smæk midt om Natten
er bare et Hiks af gamle Oplevelser. Skulde det times Kisten en Dag at faa
Munden paa Gled, — ja, saa lad os se. — Om jeg nogensinde kommer ud,
tror jeg ikke, jeg skriver en Linje — om det jeg ser, eller snarere om det,
der ligger bag ved, før jeg vel er hjemme igen og sidder med Kofterten. Jeg
tror aldrig, man skriver godt om andet end det Løv, der er faldet. — —
Stuckenberg kom ud, før han tænkte det. I Foraaret 1902,
da Tilstandene omsider var blevet ham uudholdelige, rev han
sig bråt løs og rejste til Paris. Og for første Gang i mange,
trange Aar aandede han dybt og befriet, følte de løsnede Kræfter
vaagne i sig og gav sig med Henrykkelse sin genfundne
Lykkefølelse i Vold. De faa Maaneders pludselige Sommer modnede
ham,, gjorde hans altfor længe nedstemte Sind spændstigt og
karskt. Der var en munter Overgivenhed i hans Breve, som i
dette:
P«rl«, 10. Maj >902.
Kære L. C. Nielsen!
Jeg tør næsten ikke skrive til Dig for ikke at ophidse Dig. Hvordan er
det, — har Du været her? Hvis ikke det er her den syvende Himmel er,
Andes den ikke. Naa, men jeg skal lade Trompetstødene fare og holde mig
til smaa Kendsgerninger ... Fra mit vidt aabne Vindu ser jeg et stort Stykke
fransk Himmel og faar en Hoben fransk Gadelarm helt ind i Sengen. For
Resten traver jeg rundt ustandseligt. Klokken ni om Aftenen er jeg dødtræt
og gaar til Sengs med Hovedet fuldt af ny og mærkelige Sager, som jeg
foreløbig med Glans falder i Søvn fra. Men hvad jeg skal skrive her nede fra,
aner jeg egentlig i Øjeblikket ikke. Min Hjærne er en overlæsset Toldbod
under en Strejke; foreløbig staar jeg med Hænderne i Bukselommerne og glor
paa det hele, sparker til en Kasse og hiver lidt i Hjørnet af en Sæk. Kun ét
hader jeg hernede. Naturligvis er det en Smaating. Men jeg hader den med
et vildt og hysterisk Had; — deres Skraal med Eftermiddagsbladene. Netop
nu kommer der et Asen op igennem Gaden. „La Badri-i-e! — La Badri-i-e!"
For Resten kommer i dette hellige Øjeblik et Æsel mig til Undsætning; det
staar foran en Vogn med syv store Tønder paa og skryder i vilden Sky. Det
lyder meget festligere, selv om Indholdet er ligesaa æselsagtigt som de to
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
