Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Litterær Oversigt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litterær Oversigt
183
pudsig forsinket. Dog tør man, med talrige Erfaringer for Øje, ikke
tvivle om, at Bladet har vidst at afvente det rette Tidspunkt.
Laurids Bruuns paabegyndte Værk „Den evige" er endnu for langt
fra sin Fuldendelse til at kunne bedømmes.
Tilbage bliver der een Bog, som man ikke kan fravriste Karakteren
genial, hvad man saa ellers synes om den. Det er Johs. V. Jensens
Roman „Hjulet". Karakteristik er der saare lidt af — det er den
samme Stemme, der taler gennem hele Bogen — og af Spænding og Fabel
bliver der intet tilbage, naar man fradrager de ganske barnlige
psykologiske Snedigheder, der skal gælde som moderne Erstatning for ældre
Tiders hæderlige og reelle Røverhistorier. Det er Skildringerne fra
Chikago, der giver Bogen blivende Værd. Det er endogsaa sandsynligt,
at Forf. med disse Skildringer har sat en Verdensrekord med Hensyn
til blendende Prosa. Det er i hvert Fald svært at tænke sig dem
overgaaet i næsten magisk Evne til at fremtrylle Stemningen — den store
Stenørkens Myller og Ensomhed, Grumhed og Kulde. Men som bekendt
lærer man ikke at riste Trylleruner uden at betale derfor. Og det
synes, som om Johs. V. Jensen for hver ny Grad af Virtuositet har
maattet betale med en stedse større Part af sit Menneskevæsen til
Skrivetroldene, hos hvem han er gaaet i Lære.
Der er Sider i denne Bog, der kun kunne være skrevne af En, der
helt har formaaet at se bort fra, at han selv er et Menneske — et
Menneske, hvis Ord skulde læses af Mennesker. Der er Linier
prentede med en grum, altudslukkende Skrivelyst af en Mand, der har
kastet Menneskesvaghed og Menneskestyrke — Sympati og Antipati,
Haab og Frygt — bag sig som Atleten sin Kappe, naar han træder
ind i Ringen. Man har Fornemmelse af, at denne Mand er under
Forvandlingens Lov, i Færd med at fuldkommengøres til et Instrument til
Optagelse af Sensationer og Billeder — en forbedret Kinematograf. Vi
staar overfor en ny Art af homo sapiens, der i Stedet for Sjæl har en
overfølsom Gelatineplade.
Hans Genialitet mærkes ikke som det forhøjede Udtryk for en hel
Personlighed, men snarere som en Sygdom, en Rabies, en Svulst, der
sidder indkapslet i Organismen og vokser paa dens Bekostning. Man
har Trang til overfor en Specialist-Begavelse som denne at finde en
anden Betegnelse end Geni — genialt Talent vil maaske være rigtigere.
En Bog som „Hjulet" er alt efter Forholdene en Pryd eller en
Fare for den Litteratur, hvori den fremkommer. Geniet er saa lidt som
noget andet en absolut Værdi, og dette gælder i endnu højere Grad
de særlige Former. Ibsen alene vilde betyde noget andet for sit Folk
end den Ibsen, der virkede samtidig med Lie og Bjørnson. Hvis vor
Litteratur struttede af Sundhed og Kraft, hvis den talte en Række
Personligheder med Tankens Rygrad og Følelsens Marv, vilde Johs. V.
Jensen betyde en Rigdom. Han vilde være et Vidnesbyrd om, hvor
stor en Skala vi formaaede at spænde over. Men i en Litteratur, hvor
de fleste kan skrive og kun det, men saa yderst faa kan tænke og føie
som Mænd, betyder den, der som Johs. V. Jensen netop kan skrive dem
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
