Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nielsen: Mozart og vor Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201 Mozart og vor Tid
jektive af alle store Kunstnere. Man har sammenlignet ham med
Raphael, og Sammenligningen er god, i Fald man derved tænker
paa Forholdet mellem det subjektive og det objektive i deres
Kunst eller paa deres Evner som Dramatikere. Thi i denne
Henseende er der unægtelig en slaaende Lighed. Begge har de en
aldeles genial Evne til at forene helt modstridende Motiver i en
dramatisk Situation. Man tænke paa Raphaels Stanzer i Vatikanet
og paa Finalerne i Mozarts Operaer. Disse Værker er ikke blot
poly fon«, men polymorfiske og polypsykiske. Hver Gruppe, ja
hver enkelt Person taler og agerer ud fra sin egen Glæde, Sorg
Jubel eller Smerte, og dog er alle Modsætninger stemt saaledes
sammen, at man paa Forhaand skulde anse det for aldeles
umuligt. — Som Dramatiker har Mozart bragt noget nyt, idet han
har gjort sine Personer til virkelige og levende Mennesker. Han
følte det selv. I et Brev til Faderen fra Septbr. 1781 mærker
man hans Glæde over alle de forskellige Stemninger, han har
lagt i Belmontes Arie af „Bortførelsen"; og hans fine
Bemærkninger om Musikkens Forhold til Texten er langt mere værd end
Glucks store Fortaler til hans Operaer. I Virkeligheden er det
Mozart, der har udført det musikalsk-dramatiske Fremskridt,
som Gluck har faaet Æren for; men han skrev ikke Fortaler,
hvori han proklamerede en Revolution, en Proklamation, som
de godtroende, umusikalske „Musikhistorikere" kunde bringe
videre helt ned til Nutiden. Det er mærkeligt at se, hvilken Magt
en historisk Frase kan faa over Sindene. Hvornaar vil man dog
høre op med Frasen om revolutionære Kunstnere. Saa snart en
Kunstner viser en Smule Selvstændighed, bliver han erklæret
for revolutionær, og mange af dem er virkelig saa naive at føie
sig smigret derved. Revolutioner i Kunsten har aldrig fundet
Sted, hvis man da ikke kalder det Revolution, at Kunsten paa
Grund af politiske, religiøse og andre Forhold har maattet
begynde helt forfra igen. I det materielle og politiske Liv er
Revolutioner nødvendige og tit velgørende, men i Kunsten er de
utænkelige, og det er jo netop det aandelige Livs store Fortrin,
at det .kan bevare Kontinuiteten og ikke kan dræbes eller
kvæles af tilfældige Omstændigheder. Mozart hverken kunde eller
vilde revolutionere, men han bragte flere nye Værdier ind i
Musikken end nogen anden Komponist siden Bach. Den, der vil og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
