Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fernanda Jacobsen Nylund: Den store Uge i Helsingfors
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
213 Den store Uge i Helsingfors
er afspærrede af Sikkerhedspolitiet, da Militæret ventes at ville
opmarschere der. Skrevne Plakater opslaas, hvori Kvinder og
Børn opfordres til at blive hjemme. Byen ligner en Myreture,
som der er bragt Forstyrrelse i. Russerpolitiets Chef er imidlertid
afsat, to Politikommissærer fængslede. — Kaptejn Johan Kock,
Socialistføreren, er bleven Politimester. Det nye Politi bestaar
af Studenter og Arbejdere, og nyder en enestaaende Respekt.
Inden Mørket falder paa, er de beroligende Efterretninger om
Militærets Indkvartering spredt ud over Byen.
Aften.
Gaderne ligger i et middelalderligt Mørke. Kun enkelte
Borgere femler sig desorienterede frem langs Husrækkerne med smaa
Lygter, der snart lyser oppe over Hovedet, snart nede ved
Stenbroen. Sikkerhedspolitiets Kolonner marscherer med faa
Minutters Mellemrum gennem Gaderne. Ordnen er fuldkommen. —
Da farer et hvidgrønt Skær henover Byen. Det oplyser et Hus
stærkt og forsvinder, saa ét til, og atter ét, og som fortryllet
hviler det belyste Sted i et magisk Skær, der forvandler et
almindeligt Hus til et Slot, smaa Boulevardtræer til mystiske
Skove, og en Borger med sin Lygte til en Helteskikkelse. Det
er Straalekasterne fra Sveaborg Fæstningen, der viser sine hvide
Hugtænder. Dér ligger Kanonerne ude, Magtvældet! —
Soldaterne, Officererne har lovet ikke at skyde. Men at nægte en
Kejserordre Lydighed?! Har ikke de stakkels Soldater alligevel
deres eget Liv kærere end de andres?–-Er en Eskadre
i Anmarsch? Det er de ængstelige Spørgsmaal, som de faa
Mennesker, der er naaet ned til Havnen, maa stille sig selv ved
hvert Sekund at føie deres Hjerne ligesom elektrisk oplyst af
disse hvasse Straalekast.
Vii.
For hver Dag vokser de vandrende Skarer paa
Jærnbanelinien. Som Pilgrimme, der kommer for at opleve det Store,
valfarter Folk fra Landet ind til Helsingfors. Ingen Vogn er at
opdrive, hverken i By eller paa Land. Nærmer man sig
Helsingfors ude fra, er det, som om man gik ind i Verdens største
Bikube, Luften dirrer af Menneskesummen. Denne Lyd afbrydes
kun af Raab fra de store Folkemøder, hvor de finske
Arbejder-førere applauderes med fanatiske Tilraab. En Vogns Skumpien
paa Stenbroen vækker kolossal Opmærksomhed. Det viser sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>