Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Laurids Bruun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Laurids Bruun
247
sens Realiteter. For den, der saaledes isolerer sig i sin stadige
Stirren paa Livet, vil det være svært at komme i det rette
Lige-vægtsforhold til Livet — man ledes til at overvurdere (eller
undervurdere) sig selv, naar man savner Handlingens justerende
Maalestok. Over Jeg’et i „En Rejsefærd", som ogsaa hører til
denne Periode, er en uskrømtet Forfængelighed; Svend Felding,
der elskes af alle Kvinder, beundres for sin Sjælsfinhed af
Forfatteren selv; i „Antonius", der bliver syg af Storhedsvanvid, er
en smertelig Reaktion mod Selv-Glæden. Dette Narcis-Anlæg er
i øvrigt ikke ublandet af det onde. Det betyder ogsaa en
hæderlig Vilje til Selvvurdering og Selvhævdelse, en Følelse af den
fødte Menneske-Værdighed.
Der kan komme noget overanstrengt dybsindigt saa vel som
noget komisk over Billedet, fordi han saa usikkert gengiver
Virkeligheden. Er Sv. Felding Selv-Portræt, saa er det ogsaa en
Bagvaskelse: Forf. gør ham dum. Felding taler med en ung
Pige, som siger: Det er dog Ensomheden, som gør Folk til,
hvad de er — som danner Karakteren.: „Han blev mere og
mere forbavset.. . Hun interesserede ham og han maatte
indrømme, at hun havde tænkt mere og dybere end ham.
Der er paa en Gang noget fint elskværdigt over dette
Menneske og noget kejtet indtil uhjælpsom Barnlighed, som saa
paafaldende kan fremtræde hos Studereværelsets stille Folk, naar
de skal agere udenfor den vante Ramme.
Saa kommer „Kronen" — som et Gennembrud.
Han tæller ikke længer paa Knapperne. Netop som han har
lært at bygge en Fortælling med sikker Fasthed, er der i hans
Liv hændet en af de Begivenheder, der bliver det afgørende
Vendepunkt. Forfatternes Privatforhold er deres egne, men Hr.
Bruun har selv fortalt os dette: „Fra jeg var ganske ung satte
jeg mig usædvanlige Maal. Jeg var for stolt til at holde dem
skjulte... Jeg havde ikke lært, at man altid maa regne med
Middelmaadighedens og Misundelsens bundne Kraft. Jeg blev
undermineret, til Grunden var saa løs under mig, at en
Smaa-mand med Lethed kunde vælte mig. Og jeg blev væltet." Forf.
forlod sin Kontorstol.
Jeg harmede mig og jeg rejste mig i Trods" — Det er den
Ild, hvori Kronen hedes og hamres.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
