- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 23 (1906) /
254

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Laurids Bruun

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

254

Laurids Bruun

„Lykkehavet"). Han er næsten altid en udmærket Fortæller i
god gammeldags Forstand, skøndt han er ringe Stilist — eller
maaske fordi —

Hans Stil er paafaldende præget af, at han ikke ser Verden
om sig: Han har Barnets Fantasi men slet ikke Barnets Øje.
Han skriver fra første Færd akademisk korrekt. Han laver sig
siden en „historisk" Stil med for mange Adjektiver, især naar han
er uoplagt som i den Olietryks tyske Præmie-Opgave „Den
sidste Fribonde". Ellers faar den Fantasi-Flugtens muntre Jag
— for imellem at falde ned i det flade eller forfærdende
smagløse, fordi han savner Synsbilledets Inspiration. Han kan (i
„Absalon") byde Papirblomster som „Solen brød frem under
Skyerne. Den spaltede dem og gød sin gyldne Vin i deres tunge
Folder". Han viger ikke tilbage for et Billed („Det store Hjerte")
som „Se, hvor Varmen pibler frem paa hans Pande som Dug
en Sommeraften paa en Rose". Eller bedre endnu: her er Tale
om en Krøbling som bag en Skænkestue sidder og skyller Glas,
mens han Iytter"til Gæsternes raa Tale; „og Rødmen lyser over
hans voxgule Ansigt som Solens Blink over modnet Korn".
Hvilken Voxkabinets-Poesi!

Til andre Tider og især i sine senere Bøger kan han glide
ud i den rent fantasitaagede Ordstrøm, hvor han lader sig vugge
af den billigt melodramatiske Vellyd, der i Anmeldersproget
hedder Stilens Sødme, medens Billeders og Tankers Omrids
udviskes. Der er f. Eks. i „Den Evige" en forulykket
Naturkunstner, hvem hans Medmennesker har været jævnt hen gode
imod, men det er nu gaaet ham galt og som „nordisk Fakir"
er han paa et parisisk Marked ved en forbryderisk
Uforsigtighed kommen til at jage Kniven gennem sit elskede Barn. Ude
i zoologisk Have forbander han Verden — hvorfor? — og sover
ind. Og nu „stiger hans seende Sjæl fra hans blinde Øjne med
dit Hads Klage ind i Riget."

Og de, som avlede ham, og de der undfangede dem, som avlede ham, staar
frem imod og kræver hans Ret. Alle de, som led hans Skæbne, alle de som
hadet og forbandet Livet, fordi de ikke huskede eller vidste, at det kun er et
Øjeblik, de vaagner op, rører paa sig, bølger sammen, er hos ham i hans
søvnløse Søvn og kræver Ret med ham. Og de, som levede i den store By
og led og hadede før ham — dem kalder hans Sjæl i sin Nøds Styrke til sig.
De svæver om ham paa Belvederehøjen. og de raaber hans Raab; fra fjærne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:46:47 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1906/0258.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free