Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Laurids Bruun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Laurids Bruun
255
Tider kommer de, for hvem Tiden er en Grænse, de ikke kender. De samler
deres evige Smerte i en eneste dirrende Bølge, som fylder Rummet overalt.
Denne Spiritist-Veltalenhed forfalder han til, naar hans egen
Stemning flyder ud. Hvor det lykkes ham at fortætte sin Følelse
til det enkle og stærke Symbol, bliver ogsaa hans Ordvalg klart
og knapt, i de lykkeligste Øjeblikke af en magtfuld visionær
Kraft. Gribende er saaledes Optakten i „Den Evige", hvor den
evigt vandrende Jøde-Skomager Wekki Sidd samler sine stivnede
Lemmer i den smertelige Opvaagnen mod den evige Sol for
atter at begynde sit kummerfulde Liv, flakkende rundt i
Storbyens Menneskedynger for blandt Staklerne at finde de brudte
Skaar af den skønne Menneskelighed: det altsammen „er jo kun
et Pust, et Blink, et Smil og en Taare i det evige Ansigt."
Desværre nøjes han siden med sit livagtige Fortæller-Talent —
f. Ex. med en hvid Slavindes lidet overbevisende Roman, hvor
alle virkelige psykologiske Vanskeligheder flygtigt forbigaas.
Ikke den psykologiske Viden saa lidt som
Virkelighedsiagttagelsen bærer denne Forfatters Kunst, men Følelsen,
inderlig forenet med hans kompositions-baarne Fantasi. Den er
beslægtet med Selma Lagerløfs Digter-Evne, som han iøvrigt
ingenlunde naar. Men den er i sin ejendommeligste Form hans egen.
Usikker og stænkvis fornemmes den allerede i hans første
Historier (i „Et Møde"), i Emma Jonssens Hjemlængsel i Skoven,
i „Renæssance"s Sygescene. Den kommer først til sin Ret, da
han siden vover at frigøre sin Fantasi. Det er en længe
tilbageholdt, en higende, stilfærdig Følelse, der dæmpes ned og ties
bort, men borer sig frem, Lag efter Lag, som et dunkelt Minde,
en Sjælens Understrøm, der baner sig Vej til Bevidsthed, et
Kærlighedens Lys, der bryder igennem og sejrrig vælder ud i
Længsel, i Smil og Taarer.
Eller det er — især i hans senere Bøger — en ikke meget
klar, men dybt bevæget Følelse, som dvæler i Grublen over
Skæbnen, „hvis Udvælgelses Vej i det direkte intet Menneske
formaar at raade", og i Samfølelse med Mennesket, som gennem
Nederlag vinder ind i Dybet af sit Væsen, ind til det evige.
Laurids Bruuns Følelse rimer altid Hjerte paa Smerte.
16«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
