Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Levin: Familien Salomon i Henrik Pontoppidans „Lykke Per“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den samme Retning, han maa hver Dag kunne træde frem
paany som Stridsmand og maa altid kunne finde paa nye Udveje,
naar Vanskelighederne har standset ham. Han maa indenfor sit
Omraade være en Helt og et Geni. Pontoppidan har villet vise,
at Per Sidenius ikke er det og ikke kan være det. Det er jo
netop Pontoppidans Sag at maale Afstanden mellem Manden og
Værket eller mellem Tiden og Idealet. Per er i en evig Kamp
med sit mørke, kolde Barndomshjem, der stødte ham ene og
fattig ud i Verden med den eneste Bøn til ham, at han ydmyg
skulde vende tilbage og bøje sig under dets Tugt. Det har
endogsaa undergravet hans Trods; hvert Øjeblik mærker han en
Drift hjemad, skønt han ved, at han vil blive skuffet. Han kan
ikke frit hengive sig til sin Plan at omdanne sit Land og gøre
det praktisk, fordi han selv føler en Higen mod Drømmen. Han
mangler Haandelaget, fordi han fra første Færd er bragt i en
skæv Stilling til sit Arbejde. Familiens Fattigdom og hans Brud
med den maatte avle en Egoisme i ham, som gør ham
klynkende. Da han i Virkeligheden ikke vil Sagen men kun den
Sejr, der skal give ham Ret over dem derhjemme, bliver han
ude af Stand til at bære et Nederlag, og selvopgivende lægger
han Hænderne i Skødet og lader andre arbejde for sig. I disse
Øjeblikke melder saa Religionsskruplerne sig hos ham, han
flygter ind i sine Opgør, søger at læse sig til Sandheden, tror et
Øjeblik hoverende at have fundet den for det næste at begynde
forfra igen. „Det var det egentlig „sideniuske“ hos ham,“ siges
der, „at hans naturlige Følelser absolut skulde udsmykkes. Som
i sin Tid hans Fremtidsideers nationale Betydning havde skullet
pynte hans Egenkærlighed, saadan skulde nu Religionen tjene
som Dække for hans Forsagthed, hans fattige Hjemlængsel.“ Og
denne fattige Hjemlængsel faar et stærkt Eftertryk i en Sætning,
der bruges om ham et andet Sted i Bogen: „For Ingen var i
Grunden fattig uden den, som ingen gode Ungdomsminder
havde.“ Hvad nytter det saa, at han „i lykkelige Øjeblikke“
har en Opfindsomhed, der gør ham „genial“ — Øjeblikkene
bliver færre og færre, og hans Genialitet munder ud i nogle
Grøfter, han graver paa en Mark, der ikke betyder Danmark.
Det er om denne Mand, Bogen handler. Det er om denne
Kraftkarl, der ingen Kræfter har, om denne Grubler, der blader
rundt i Bøgerne som en Student i Filosofikum-Aaret,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
