Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Levin: Familien Salomon i Henrik Pontoppidans „Lykke Per“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Om det 18de Aarhundredes frie Syn mindes man baade af
P. A. Heiberg og Fru Gyllembourg, her mødes de to Ægtefæller.
I Heibergs Syngespil Kinafarerne staar Moses midt imellem
de traditionelle Toldbodjøder, der synger om deres „Profit“, som
en Repræsentant for et andet Syn paa de jødiske Medborgere.
Skikkelsen er ikke meget værd digterisk, men der er P. A.
Heibergsk Opposition i en Replik som denne, der siges af Stykkets
Elskerinde: „Kan han ikke være en brav Mand, fordi han er
en Jøde? Kanske du skulde have ondt ved at pille flere brave
Folk ud i en af Byens Kirker end i Synagogen. Nej Birgitte!
Man siger, at den største Del af Menneskene er onde, og er det
sandt, saa maa det være saaledes imellem de Kristne lige saa vel
som i alle andre Religioner.“
Men Moses taler endnu det gamle jødiske Teatersprog, det,
som har bevaret sig saa længe, at Gustav Esmann med sin
udviklede Sans for Sukces’en udtrykkeligt forlangte det benyttet i
et af de Stykker, han fik opført paa det kgl. Theater (og hvad
der er meget mærkeligere, fik sit Ønske opfyldt).
Langt interessantere, ja ligefrem mesterlig er den gamle
Grosserer Branco i Fru Gyllembourgs Jøden. Han lever
virkelig i Slutningen af det attende Aarhundrede, bag ham ser man
baade Moses Mendelssohn og Nathan den Vise, selv om der
ogsaa findes Mærker af, at Novellen er skrevet betydeligt senere
og i Danmark. Branco har baade den rolige, menneskekærlige
Klogskab, der er som en velsignende Haand udstrakt over hans
Medmennesker, og Rædslen for dette kristne Samfund, der har
forfulgt ham og hans Trosfæller. Han har nøje studeret
Kristendommen, „som Nicodemus er jeg i Nattens Stilhed vandret til
den store Mester“, men de Kristnes Lære er langt fra sit rene
Udspring. Da derfor hans Venner trænger ind paa ham for at
bevæge ham til at lade sig døbe, svarer Branco nej, han vil
ikke foragtes af sine Trosfæller og udles af de Kristne. Men i
Principet er han ikke derimod. Hans Standpunkt minder om
Goldschmidts, der i en lignende Situation sagde til Bournonville:
„Egentlig er jeg kristen; jeg elsker Kristus; men jeg lader mig
aldrig døbe, thi jeg vil begraves paa den Kirkegaard, hvor min
Fader hviler“. (Charlotte Bournonville: August Bournonville, 1905).
Uden at tænke paa Fru Gyllembourgs Skildring dvæler
Goldschmidt i sine Livs-Erindringer ved en Præken om Nikodemus,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
