Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Kontra Landstinget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
301 Kontra Landstinget
være netop den permanente Afmagt, som de kommende Tider
ogsaa oplevede.
Saalænge Estrup holdt Loven, var han en „magtesløs
Magthaver". Han var en Slave af den Teori, som alle, der havde
Respekt for Retten, maatte anerkende som Forfatningens
Hovedhjørnesten: Nej-Teorien. I dette ene Punkt mødtes Madvig,
Monrad, Krieger og flere andre lovtro Højremænd fra den gamle
Tid med Venstre. Det var et lidet opbyggeligt Syn at se alle
Rettens Venner forenede med løftet Skjold for at værge
Goldhedens og Passivitetens Princip som Landets højeste Ret. Men
det var en uangribelig Sandhed. Det er den Ret, Grundloven
har givet os, Retten ril at nægte, Retten til at hindre, Retten til
at frembringe den principielle Afmagts Tilstand. At „barbere"
Finansloven, at oprette en aaben Fælles-Begravelse for alle
Lovforslag, det blev Fremskridtspartiets eneste Politik.
Saa brød Estrup Loven. Der var en vis Livets Nødværgeret
deri. Den Ret, der af sine Tilhængere erkendtes for kun at være
en Ret til at tilintetgøre, skulde vige for Livets og Landets Ret.
„Vi holder paa Landet, ikke paa Loven", var det Løsen,
hvormed Højre beroligede sig. „Lad Landet forgaa, men
Retfærdighed bestaa", blev Konsekvensen af Venstres Retsstandpunkt.
Det vilde maaske ogsaa have reddet Estrup fra
Fordømmelsen, om hans Forfatningsbrud virkelig havde betydet en
Kuldkasten af Nejets Ret. Hvis Estrup havde haft en Idé, der havde
rejst sig som den højere moralske Ret paa den ryddede Tomt,
vilde det maaske være gaaet ham som Bismarck. Han havde
faaet Historiens Absolution. Han maatte have haft Ideen til en
anden Forfatning. Men Estrup vilde ingen Ting andet end selv
sige Nej. Hans Karakter gjorde ham til en ligefrem
Personliggørelse af det Stædighedens Nej, der var Forfatningens ledende
Tanke. Det gjorde Tilstanden under hans lange Ministerium til
en Abnormitet, som gik i Arv til de efterfølgende Højreministerier
og naaede sit Højdepunkt under det sidste Høj re ministerium før
Systemskiftet.
Først da Begivenhederne i 1901 omsider bragte den
moralske Magt til Sejr, traadte Forfatningen ind i sin normale Kraft.
Og dermed traadte ogsaa det Princip i fuld Kraft, der er det
ledende i vor Forfatning: at det at have Magten i Hænde gør
Ihændehaveren til den svage Part. Men under den almindelige
Tilskueren 1906 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
