Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Robins: Den store, hvide Stilhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
Den store hvide Stilhed
forladt Anvik, at Rejsen vilde være let, hvis de blot havde været
fri for alle disse „Bekvemmeligheder" — Bagagen paa Slæden.
Efter alle Regnekunstens Regler skulde den daglige
Fradrag-ning af 3 Maaltider fra Forraadet lette Byrden. Det syntes at
have den modsatte Virkning. Ved en eller anden ondsindet
Trolddom vejede efterhaanden hver Unze et Pund, hvert Pund et
Centner. Slæden selv var som forhekset.
Tænke sig, hvor let den havde løbet ned ad Sneskrænten fra
„Stor Skorsten Hytten", hin Morgen de drog af Sted. „Drengen"
tog dens kaade Hidsighed for et lykkeligt Varsel, — selv Slæden
var ivrig efter det store Foretagende.
Men aldrig mere lagde den en saa munter Iver for Dagen
paa denne trælsomme Vandring. Kom der senere under den lange
Færd op ad Floden Tider, hvor det gik ned ad, saa slog Slæden
Saltomortaler i Luften, viklede sit Bagreb eller Forreb omkring
Pile- og Eliekrat eller masede paa, hovedkulds, med en
underfundig lavkomisk Mine og Bunden i Vejret, for at anfalde sin
Herre i Skinnebenene. Enten holdt den tilbage med
overmenneskelig Styrke, eller den för frem med en Kraft, der kuldsejlede
den trætte Styrmand. Dens Opførsel blev værre og værre, alt
som de Rejsende arbejdede sig længere og længere ind i
Isørke-nen, bort fra Holy Cross’s besnærende Indflydelse, fjernt fra den
kristne Gæstfriheds dulmende Magt, ja selv hinsides Tischsochet,
den sidste indianske Landsby paa en Strækning af 100 Kvartmil.
Disse to Mænd, som havde haanet den Karaktersvaghed, de
saa ofte havde fundet i Menneskenes Færd her oppe, de
begyndte nu at forstaa, at enhver anden Prøve paa Broderskab
blegner for denne yderste Livsanspændelse i Polarlandet.
Uden al Tvivl gaar det efter en Tids Forløb paa en eller anden
Maade galt med Nerverne. De vældige Veksler, som trækkes
paa den fysiske Udholdenhed, bærer naturligvis sin Del af
Skylden. De arbejdede strengt i 14, undertiden 17 Timer i Træk,
daarligt ernærede, lidende under den stærke Kulde og af en
nagende Usikkerhed om Foretagendets Udfald. Det var
fordragelige Fyre, som Folk er flest, og de respekterede hinanden; men
naar først Nerverne er angrebne, naar man lider Sneblindhedens
Kvaler, naar Fødderne er ødelagte, og Hungeren melder sig —
ja saa er man, mildest talt, ikke egnet til Selskabsfugl.
Undertiden sagde de Ting, som de bagefter skammede sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
