- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 23 (1906) /
322

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Robins: Den store, hvide Stilhed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

322

Den store hvide Stilhed

Og nu skred Morgenrøden frem paa den høje Himmel. Fra
en stor Krone i Zenith var Himlen behængt med Bannere, Sneen
var som overstænket med Blod.

Drengen saa sig tilbage paa Vennens vældige Skikkelse, der
styrede ned imod ham med det vansirede Ansigt fortrukket af
Raseri og med Mord i de forpinte Øjne.

En øjeblikkelig Følelse af det uhyggelige Syn bemægtigede
sig „Drengen", det var ham, som han sit halve Liv havde løbet
dette Løb med Døden, forfulgt af en vanvittig, som vilde myrde
ham, fantastisk belyst af Helvedes hoppende Flammer.

Endelig! Der laa Klippen. Nedenunder den skarpe Krumning
af Floden, og bagved, skønt han endnu ikke kunde se den.
Skoven og en lille Haandslæde med Livets Opholdsmidler.

„Obersten" var nede igen, men det var ikke sikkert at nærme
sig ham lige nu.

„Drengen" løb hen, pakkede Slæden op og gik med Øksen
i Haanden ind i Skovbrynet. Aldrig var en Ild tændt saa hurtigt.
Derpaa tilbage til „Obersten" med Flasken, — han sov næsten
lige saa fast som før.

„Drengen" kunde aldrig huske meget af, hvad der fulgte paa.
Der var ingen til at hjælpe, saa det maatte jo være ham, der
paa en eller anden Maade fik Obersten hen til Ilden, fik ham
til at svælge noget Føde, badede hans blødende Ansigt med
Karbololie og bragte ham til Hvile. Thi om Morgenen var alt dette
gjort.

De holdt Rast den Dag for at „hvile ud", og „Drengen" skød
en Kanin.

„Obersten" var ved at komme sig. Hvilen eller Olien eller
Tebladeomslaget havde været godt for Sneblindheden. Det
rigelige Reservefond af Kræfter fra hans prægtige Konstitution meldte
sig hurtig. Han var endnu „rædsomt dænget til", men

Jeg tænker, vi gaar videre i Morgen," sagde han den Aften,
mens han sad og røg ved Ilden før Sengetid.

„Det var ret," sagde „Drengen", som stod og bødede
Slædemejerne.

Ingen havde hentydet til Sammenstødet paa Floden, som var
endt med at bringe Obersten i Havn. Ingen direkte Tak hverken
den Gang eller lang Tid efter, fordi „Drengen" havde frelst hans
Liv. Det var overflødigt. De to forstod hinanden.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:46:47 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1906/0326.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free