Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alf Larsen: Gamle Guder i nyt Lys (H. Schück „Studier o. s. v.“)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350
Gamle Guder i nyt Lys 350
Første Bind bestaar af to Afhandlinger, „Guda-mjödet" og
„Sigurds-ristningar". Begge er behandlede med Aand og megen Lærdom. Hvis
Dr. Vilhelm Andersen havde villet benytte den første Afhandling, kunde
han have sat det nordiske Bacchustog i Gang adskillige Aarhundreder,
før det nu er sket.
Til Udgangspunkt for sin Undersøgelse om Gudernes Livsdrik tager
Schück Snorres velkendte Fortælling om Fjolner, der drukner i
Mjød-karret. Og med stor Skarpsindighed søger han derfra at finde frem til
Kernen i den gamle Myte, der ligger skjult i det gamle Sagn, som
Snorres Saga er bygget over. Det er interessant at faa at vide, at de
berømte Iduns Æbler slet ikke har været til i de gammelnordiske
Forestillinger, men er en Opfindelse af Snorre, der som bekendt havde
en frodig Fantasi og vel med Rette nu faar Skyld for utilbørlig
digterisk Frihed. Det var ikke Æbler, men Livets Mjød, Od, som Idun
holdt de gæve Guder ungdomsfriske med. At det ikke var Æbler,
kunde man jo for Resten have regnet sig til, siden man godt har vidst,
at denne Frugt ikke var kendt her i Norden før hen i Middelalderen.
De sure Vildæbler kan jo ikke godt have behaget Folk i den Grad, at
det kunde falde dem ind at fodre Guderne med dem. Idun hed ogsaa
i Virkeligheden Øl-Gefn; eller rettere: hun hed hverken Idun eller
Øl-Gefn, men er identisk med Freja, som rettelig er den, der vogter
Gudernes Livsdrik.
Der er dog mange Ting i denne Undersøgelse, som der kan
sættes et stort Spørgsmaalstegn ved. Der er saaledes Schücks Svar paa
Spørgsmaalet om Vanernes Herkomst; der er endvidere
Sammenstillingen af den bekendte Gefionsmyte med Tacitus’ Fortælling om
Ner-thus. Og saa er der den nye Forklaring paa Mytologernes gamle Ven,
Loke. Som Aserne i fordums Dage har Folk jo i vor Tid sat baade
Garn og Snarer efter ham; men fanget ham har de ikke. Han er
efterhaanden blevet til en Aal, som glat smyger sig igennem alle Masker;
hvad der for Resten ikke bør forundre, naar man betænker, at der
endnu stadig som i Asernes Tid fiskes efter ham med Laksegarn. Hvis
man vil spørge, hvad jeg mener med denne grove Vittighed, saa maa
jeg svare, at det er den etymologiske Mytologi, jeg kalder for et
Laksegarn. Det er jo fast utroligt, hvor mange Væsener der er løbet
ud igen af det Net, siden man begyndte at trække med det. Med
Finnur Jönsson afleder Schück Navnet Loke af „lüka" lukke, og Loke
er altsaa „den, der lukker eller hidfører Afslutningen". Han er med
andre Ord en gammel Dødsgud eller Ligdæmon, som Schoning har
gjort ham til i sin mærkelige lille Afhandling om „Dødsriger i nordisk
Hedentro". Schoning har ført Beviser; men en hel Del af dem har
allerede Aksel Olrik søgt at rokke ved i en fortrinlig Afhandling i sidste
Hæfte af „Danske Studier", hvor han forfølger Spørgsmaalet ad rent
mytehistorisk Vej og kommer til det Resultat, at Loke faar nøjes med
den beskedne Bestilling fra først af at være Tordengudens Dreng, en
videre Udvikling af Thjalfeskikkelsen. Tanken er for saa vidt ikke ny,
som Axel Kock allerede har været inde paa den; men her har den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
