Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372
Liv
eller Spot. Men ha — blev han end Sejrherre, og knuste han
end mit Liv til Smuld under sin Hæl, og ejede han hende end
straks, alle Dage og alle Nætter, med Hud og Haar, opslugende
hende, hvis Øjefrynse jeg knap vovede at røre med min Læbe,
jeg havde dog været den første, og den Stund, der for mig blev
den levende Døds, den Stund, da jeg saa din ydmyge og dejlige
Moders Skikkelse, ubedragelig, vakle under Byrden af dit ufødte
Liv, den blev mig ogsaa Oprejsningens og Hævnens. Thi da
rystedes hans Sejrherresind med Et, for første og sidste Gang,
som mit altid og stedse, af en Tvivl og en Angst. Og jeg saa
det, jeg saa det med jublende Glæde, som den jubler, der alt
under Kistelaaget fornemmer Luften aande paa sig; trods din
Moders Fortvivlelse og Taarer og Gru, jeg saa det med Fryd,
thi jeg vidste, at dræbtes ikke den Tvivl og Angst, saa de aldrig
formaaede at opstaa paany, da vilde jeg kunne hente hende til
mit Hjem igen, og jeg drømte, jeg Daare, at jeg, en af Livets
ængstelige, kunde slette Sejrherrens Billede af hendes Sjæl.
Birgitte, Birgitte, jeg Forbryder, jeg jublede, jeg jublede, endda jeg
saa for mig, i Livet, en Kærlighed, jeg end ikke havde mægtet
at drømme — Birgitte, jeg jublede i Angst, i Haab, i Tvivl.
Birgitte, aldrig glemte vi tre de Dage, da vort Liv stod inde for
den højeste, den skjulte Ret. Og, Birgitte, den dømte,
ubestikkelig, som den højeste Ret, thi da du omsider fødtes–da
døde jeg."
Haanden skyggede hastigt op for Brillerne, slukkende deres
blege Glans:
„Birgitte, angrer du nu, du bærer din Faders og ikke din
Moders Ansigt?"
Øjnene stirrede mod ham, som i et Raab, vidtopspilede,
Hænderne klamrede sig, mandsstore, hvide, om Lagenets Lin.
En Hulken skød op gennem det store, spændte Legeme, en
Hulken som af et Barn, der skal nemme at græde for første
Gang, eller som af en, der hulker og dog ikke har Taarer fler
tilbage fra et Livs ustandselige Graad.
„Hagen, Onkel Hagen, den højeste Ret dømte, vi to gik til
Grunde, at de to kunde leve. Hagen, Onkel Hagen, Livet, den
højeste Ret, jeg takker for dets Dom."
AP- 05- Harald Kidde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
