Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Alexander L. Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander L. Kielland
397
trampet af de ægte uforfalskede „Folkets" Digtere ... alt har
blot ført fjernere og fjernere bort fra Kiellands Bøger. De fleste
af de yngre har sagtens næppe nogensinde rigtig læst ham, og
selv de ældre, for hvem hver af hans Bøger næsten var en
Begivenhed, da de kom ud, selv de har rimeligvis sjælden eller
aldrig taget dem ned fra Hylden siden 80erne. Da den
Vexeldrif-tens Lov, som raader og bør raade i det aandelige Liv, begyndte
at vende den litterære Smag bort fra „Brandesianismens" Baner,
overlevede de andre tre store norske Digtere denne
Smagskænt-ring i Kraft af deres Kunsts evigt-menneskelige Værdier. Men
Kielland, som var kommet sidst til, gav først og frivillig tabt
overfor det nye. Han stod som det bedste Paradigma paa alt,
hvad de yngre vilde bort fra. Det er lavet „Roman", uden
Natursandhed og Psykologi — sagde de intransigente
Virkeligheds-dyrkere. Elegant Salonradikalisme — haanede Bohemer og
Proletardyrkere. Avispolemik og Samfundsdebat, — han er slet ikke
Digter, mente alle de lyriske Stemningsdyrkere. At Kielland var
„vieux jeu", det var for dem alle, hvor uens de end var, en
forlængst afgjort og fastslaaet Ting.
Alligevel, naar man nu ved Kiellands Død tager hans Bøger
frem igen og blader lidt i dem, synes han maaske ikke saa
forældet endda, som man kunde have tænkt. Vekseldriftens Lov er
jo begyndt at virke ogsaa paa det, der fordrev Kielland fra
Litteraturen. „Vredens Børn" og „Gyldholm", „Lykke Per" og
„Gudrun Dyre" og „Hjulet" — hver paa sin Maade er alle disse
Bøger jo ikke længer bange for at agitere og sætte sociale og moralske
Spørgsmaal under Debat, og de ser ikke længere Mennesket blot
som et Bundt af Stemninger og Drifter, men stiller ham som et
tænkende og handlende Væsen i Sammenhæng med hele
Samfundets Liv. Hvem ved — maaske maa Vejrhanerne dreje en
Gang til, og i Steden for nu at kvæde Højreavisernes gamle
Klagesang fra 80erne over, at „Novelletter"nes og „Garman & Worse"s
Digter blev „Gift"s og Jacob"s Agitator, tværtimod give sig til
at beklage, at selv Georg Brandes — som man kan se af hans
Anmeldelse af Jacob" — ikke vovede at støtte Digteren i den
Udvikling udover den autoriserede Romanform til en mere
direkte, fantasifuld Samfundssatire, som han var et godt Stykke
inde paa. I alle Fald — den, for hvem „Kunst for Kunstens
Skyld" altid har været en Perversitet, og som stedse har ønsket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
