Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Alexander L. Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander L. Kielland
401
med den grimme Pige, der sidder over i Dansen, og med de
sultende og frysende, der staar udenfor og ser ind ad Ruden.
Men han tænker ikke paa at give sig hen i sin Følelse, skrue
den op eller paatvinge andre den, han bevarer en vis kølig
reserveret Holdning overfor sine Læsere, som han kun staar paa
selskabelig Fod med. Paa samme Maade mangler han ingenlunde
Synsfantasi, men det, som han bryder sig om at give, og som
han var en Foregangsmand for i sin Tid at give, det var kun
det, som var Bevægelse og Liv. Virtuosmæssigt skildrede han
den vestnorske Høstregn i alle dens utrættelige, skiftende
Modulationer eller Vindenes evindelige Tagfat fra alle
Verdenshjørner over de jydske Lyngheder eller al den Klirren og Knirken
og Svingen, som under en Sørejse i uroligt Vejr kan plage Livet
af den, der ligger og er ved at blive søsyg. Hans Retning mod
Dyreæventyret var et Udslag af denne sympatisk selskabelige
Trang til Liv. Han maatte lægge Liv, bevidst og selskabeligt Liv
ind overalt i Naturen, han elskede Dyr og kunde låve sig tusen
Historier ud af Livet i en Vandpyt eller en Hønsegaard, af
Insekternes wedding-trip i Sommeraftenen eller Trækfuglenes
Generalforsamling nede ved Nilen. Hele hans sprudlende Vid og Lune
var en Art sympatisk selskabeligt Behov for at levendegøre. Naar
han nævner „Penge paa Rente", ser han straks de velsignede
Penges myreflittige Arbejde ved Dag og Nat, uden en Times
Hvil, alle de smaa Renteæg, de lægger, og Renterne, der kryber
ud og lægger nye, smaa Æg. Naar han tænker paa en døsig
Geografitime fra sin Skoletid, sætter hans Fantasi i en
Haandevending alle Klassens Disciple i Gang hver nfed sit lille,
hyggelige private Tidsfordriv, indtil al Timens Kedelighed af sig selv
bliver til bare Morsomhed. Hans Humor er som Vorherre, der
maa skabe for at skaffe sig Selskab i sin Ensomhed. Hans
Retning mod Skuespillet var Udslag af samme sympatisk sociale
Naturel. Han grupperer sig uvilkaarlig Menneskefigurerne
sel-skabsvis og sætter dem i livlig Samtale, i livligt Samspil med
hverandre, hele hans Romangenre maatte konsekvent føre over i
Lystspillet, og det er Synd og Skam, at han ikke opmuntredes
videre ad den Vej, som „Tre Par" med saa overdaadig en
Lystighed viste hen mod.....
Og alt dette fremstilledes i en Form, en Stil, saa klar
og let, saa kvik og koket, saa yndefuld og underholdende, at
Tilskueren 1906 25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
