Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: En Københavner i Vestjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Københavner i Vestjylland
463
Hans Prædiken i Domkirken — han var den ældste af de
tre Ordinander — var nær bleven en hel lille Skandale. Han
gik en halv Snes Gange i Staa i sin Tale, og da han endelig
maatte læse den op, viste det sig først ret, at der slet ingen
Mening var i den. — Han havde selv bagefter en Følelse af, at det
saa truende ud for ham. Og hvis ikke han og Etatsraadinden
havde gjort saadan et tækkeligt Indtryk ved Ordinationsmiddagen
i Bispegaarden, kunde det maaske ogsaa være blevet galt nok.
Men nu gjorde Uheldet i Kirken, at Emanuel holdt sig helt tavs
ved Bordet, heller ikke lo en eneste Gang, og da kunde hans
Væsen tage sig meget godt ud; navnlig brugte han Ske, Kniv og
Gaffel paa fuldendt elegant Maade, smukkere end alle de andre
Ved Bordet, med Undtagelse af hans Moder. Hun var sortklædt,
var bleg og havde taarefyldte Øjne under Maaltidet.
Efter dette sagde den elskværdige, halvfemsindstyveaarige
Biskop til Emanuel, idet han klappede ham paa Skuldren: „Ja, ja,
min kære, unge Ven: Stiig Pastorat er nu et af de bedste Steder,
De kunde komme. Der er man vant til unge, uøvede Ordets
Forkyndere og vant til at bære over .med dem og opdrage paa
dem!«
Etatsraadinden forstod ikke, hvad han mente, men var
lykkelig paa Sønnens Vegne over den venlige Tone, hvori Ordene
blev sagt. —
Etatsraadinden flyttede med til Stiig for at styre Huset for
sin Søn. Der kom to vældige, københavnske Flyttevogne
derover, som maatte graves ud og hæves med Løftestænger flere
Gange paa Sognets daarlige Veje, inden de naaede
Præstégaar-den. — Adskillige Gaardmandskoner gjorde sig straks Ærinde
til Præstegaarden, — tildels med Foræringer, — og haar de kohl
ind i Stuerne og saa Møblementet, maatte de mange Gange folde
Hænderne over Maven.
Etatsraadinden gruede meget for, hvorledes det skulde gaa
hendes Søn i Kirken. — Den Dag, han blev indsat, vilde han
for Sikkerheds Skyld bruge Ordinationsprædikenen igen, skønt til
çn anden Tekst; men det gik aldeles som i Domkirken. Provsten
var meget misfornøjet, — Næste Søndag bestemte han — efter
Provstens Formaning — ikke under nogen Omstændigheder at
læse sin Prædiken op. Han viste sig ogsaa at være i Besiddelse
af Ord nok; men han forsvandt øjeblikkelig fra sit Emne, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
