Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: En Københavner i Vestjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
En Københavner i Vestjylland 466
Det var ikke saa lidt endnu, Pastor Erichsen havde den Glæde
at høre paa, inden han og hans Moder gik.
Da de rejste sig for at tage Afsked, sagde Sognefogdens Kone:
„Og saa er der en lille Ting, Pastor Erichsen, som Folk ogsaa
har snakket om: det er den Maade, som De spiser paa —"
Blodet skød pludselig Præsten til Hovedet; hun saae, han
blev vred, — men fortsatte dog nølende: „ja, det er blot det, at
De dér saadan skærer et lille Stykke af først, og straks putter i
Munden, ligesom De vilde prøve, om Kødet ogsaa var til at spise.
Aa, det seer saa sært ud! — Vi Andre har jo da den Tillid, te
vi skærer det altsammen i Stykker paa een Gang."
Pastor Erichsen drejede rundt paa en underlig nervøs, næsten
hoppende Maade: „De maa have mig undskyldt, Madam
Andersen, at jeg nu leer (han glemte at udføre det), — jeg er bekendt
blandt mine Venner for den smukke Maade, hvorpaa jeg spiser.
Saa er der nogen, der vil belære mig dér, saa er det mig, der
skal belære dem, — altsaa lige det modsatte!" — Nu lo han,
— men meget bittert.–
Trods virkelig god Vilje fra begge Sider blev Forholdet
ringere og ringere mellem Pastor Erichsen og hans Menighed. Han
vakte Forargelse ved selve sit Væsen uden i nogen Maade at
ville det.
En Vinterdag, da han havde været i Stiig et Aars Tid, kom
der en Husmand ind til ham og bad om at faa sit Barn begravet
allerede fire Dage efter dets Død. Præsten spurgte, hvorfor det
hastede saa stærkt med Begravelsen; det var jo haard Frost, saa
Liget maatte jo nok kunne holde sig.
Jo, dér er æt i æ Vej," sagde Manden. „Men vi har den jo
liggende i en Dragkisteskuffe, som vi æt kan lukke til. Og saa
kan vi æt godt bevare den lille Sjæl for æ Rotter."
Aldrig saasnart havde Manden sagt disse sidste Ord, før
Erichsen fik et ganske ustyrligt Latteranfald. Og inden han kunde
faa begyndt paa sine Undskyldninger, havde den Fremmede taget
sin Kasket og var forsvunden ud af Døren.
Dette vakte ligefrem Forbitrelse i Sognet, indbragte Erichsen
en Irettesættelse fra Biskoppen og mange Formaninger fra
Sognefogdens Kone. —
Emanuel Erichsen var en strengt sædelig ung Mand, trods
sit nære Slægtskab med afdøde Etatsraad Erichsen. Men han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
