Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474
Jens Baggesen
Men det kan ogsaa være, at Kunstneren slet ikke har villet
sige noget saa bestemt om, hvad det er, Baggesen tænker paa,
men alene vække en Forestilling om, at han tænker.
Stedmoderblomsten — la pensée, som Franskmændene siger — er „for
Tanken", som det hedder i Blomstersproget. Det er Baggesens
Vers ogsaa. Det er — selv de letteste af dem — Vers, „der
kan tænkes ved, og som der tænkes i," ligesom før ham Ewalds,
samtidig med ham Schack Staffeldts og efter ham Heibergs og
Paludan-Müllers, der begge er af hans Skole. Baggesen mente
endda, med nogen Ret, om sig selv, at han var mere Tænker
end Digter. Han var i alt Fald i hele sit Liv fordybet i filosofisk
Grublen, som vel tit (som hos andre Danske) udartede til
Tanke-og Ordleg, og som til sidst førte til et Udkast til en
Kristendoms-Filosofi, som kristelige Filosoffer sætter meget højt. Den
viser, i al Fald, at Baggesen hørte til den lange Række af
danske Tænkere — den store Naturforsker Niels Stensen (i det
17. Aarhundrede) er den første og Søren Kierkegaard den sidste
— hvis Tænkning munder ud i en Forstaaelse af den levende
Personlighed eller bøjer sig for dens Trang. Hvad Niels Stensen
udtrykker saaledes paa sit fine Latin: Pulchra sunt, quæ
videntur, pulchriora, quæ intelliguntur, pulcherrima, quæ ignorantur
(„skønt er det, som ses, end skønnere det, der forstaas, men
skønnest er det, der ikke kan vides") er, som det var sagt om
Jens Baggesen. Baggesen hørte til den Sekt, om hvem man
kunde sige: Salige ere de utilfredse af Hjertet. Han var nok
Kunstner, men satte dog Kunsten („det, der ses") under
Videnskaben. Han var Forsker, men satte dog Videnskaben („det, der
forstaas") under Religionen („det, der ikke kan vides"). Tilfreds
blev han vel først, da han som gammel Mand satte ogsaa denne
„skønne Uvidenhed" under den Tro, hans Moder havde lært
ham. Det er sikkert med Rette, at Kunstneren ved Siden af den
drømmende Oehlenschläger har stillet den tænkende Baggesen.
Dette er, hvad Billedhuggeren har givet og kunnet give. Men
det er ikke den hele Baggesen. Der er en anden, som en Maler
maatte kunne vise os. En mager Mand, i ikke alt for pæne
Klæder, med en skødesløs Holdning og slentrende Gang. Et
stort, gustent, koparret, gennemfuret, yderst ejendommeligt
Ansigt, graablaa Øjne, en ganske fin Næse, noget medtagen af Snus-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
