Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Baggesen
481
Ægteskab, til sine Pengesorger og til en tilsyneladende
venskabelig Omgang med den yngre Digter, der dog paa alle Maader
gav ham en nedslaaende Fornemmelse af hans Underlegenhed.
Under disse Forhold modtager han Budskabet om Englændernes
Overfald, Københavns Bombardement og Flaadens Tab. Da den
første Bedøvelse har sat sig, og han har faaet at vide, at af alt,
hvad han havde frygtet for at miste, var kun en Del tabt,
nemlig hans Manuskripter og en ny Udgave af et Bind af hans
Skrifter, der var brændt i Bogladen, giver han sig Luft i disse
Knud Sjællandsfars Digte, hvoraf nogle, de, der nu har mindst
Værd, ganske vist er rene Jammersange, men de fleste, som nu
synes de værdifuldeste, har netop det stærke Lune, som
Oehlenschläger, der følte patetisk med sit Fædrelands Ulykke, aldrig
lærte at forstaa hos sin Medbejler.
Det er sagt om disse Digte (af J. L. Heiberg), hvori
Baggesen paatager sig Skikkelsen af en af Datidens mest nationale
Figurer, en Holmens Matros, at de — ligesom Bellmans Sange
for Svenskerne — fremstiller den danske Nationalfølelse i den
for os nationaleste Form. Det er sandt. Den folkelige Kraft, som
Baggesen aldrig havde kunnet faa frem i den store Stil, den
kom nu ganske af sig selv i den lille, i Knud Sjællandsfars
Element — „hvor det tunge fandt sin Grav, og det lette kun
sejrende danser" (Kahytsvisen). Der er for os noget meget rørende
ved disse Digte, hvori et Folks Aand første Gang bliver sig
bevidst under en stor Ulykke — som en Munterhed, der uden
videre Forsikring viser sin Kraft til at overleve Ulykken, blot
derved, at den, ganske haandgribeligt at fornemme, lever over.
Der er i Knud Sjællandsfars Skæbne i 1807 og den Maade,
hvorpaa han bærer den, noget af et Varsel om hans
Fædrelands senere Historie. Saaledes som Knud i det betydeligste af
disse Digte, det saakaldte Flaskebrev, fremstiller sig selv som
forfulgt af det sælsomme Uheld, at hver Gang han kom hjem
til København, gik det galt:
Bestandig Noget sprang i Skyen,
Et Krudttaarn eller en Fregat;
Bestandig, antændt, Noget drat,
Snart Slottet og snart hele Byen —
saaledes er det virkelig ikke blot gaaet Baggesen selv i hans
Levetid, men hele det danske Folk igennem det nittende Aar-
Tilskueren 1906
30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
