Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Duncan kontra Bournonville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514
Duncan kontra Bournonville
langs Bagtæppet. Da hun endelig har en dybtfølt Aversion mod
Kunstdansens indviklede Pas, former hendes Optræden sig ganske naturlig
som en Række elementære og lidet varierede Attituder i løs
Tilknytning til den ledsagende Musik. Og hvor løs denne Tilknytning er, bliver
dobbelt iøjnefaldende, da hun mærkværdig nok med Forkærlighed
anvender Paryktidens Musik, der ikke blot er skrevet i en Periode, hvor
Kunstdansen florerede, men umiskendelig er beregnet for Kunstdans.
Særlig tydelig traadte dette Misforhold frem under hendes Fortolkning af
en af Dansene fra Elysiumsscenen i Glucks Orpheus, hvor man kunde
sammenligne det kongelige Teaters gennemmusikalske Balletledsagelse.
Til de mest iørefaldende og indsmigrende Danserytmer skred Miss
Duncan i et langt, mørkt Gevandt og med ganske yndefulde, men
uendelig langsomme og umelodiske Armbevægelser over den
halvmørke Scene. Hvis man ikke havde hørt Orkestret, vilde ingen kunne
ane, i hvad Retning de illustrerede Toners Rytmik bevægede sig, og
man vilde med maalløs Forbavselse gennem Programmet erfare, at
Miss Duncans Dans var tænkt som en „Gavotte" udført i det attende
Aarhundredes Elysium. Melodien i hendes Dans er altsaa meget lidt
fremtrædende (som hun da ogsaa selv betoner, saa vidt jeg forstaar de,
ofte noget sibyllinske, Udtalelser om „Fremtidens Dans", hvormed hun
ledsager sin Optræden), og ogsaa paa dette Punkt kræver den kun faa
Forudsætninger. Man kan derfor ikke undre sig over, at hun overalt
gør stor Lykke hos et Publikum, der aldrig for Alvor har betragtet
Dans som Kunst og derfor ikke tænkt paa at opøve Øjet til den
Aar-vaagenhed, der er den første Betingelse for al Kunstbetragtning. En
medvirkende Faktor ved Miss Duncans Succes er uden Tvivl ogsaa
hendes Stilling over for dette Publikum. Det kunde ikke falde mig ind
at betvivle, hvad Danserinden selv kalder „sin religiøse Følelse for den
menneskelige Fods Fuldkommenhed", men det kan ikke skjules, at denne
hendes Religion har været hende en meget virksom for ikke ligefrem
at sige uundværlig Reklame. Og det samme gælder de Etiketter, hun
sætter paa sine Danse: Er der en konfirmeret Skolepige, der ikke har
Botticellis Primavera hængende over sin Seng, og er ikke Pan og Echo
eller Bacchus og Ariadne et ganske anderledes distingveret Selskab
end Fru Louise og hendes Livjæger? Og naar en amerikansk Dame
paa en dansk Scene til italiensk Musik fortolker en Idyl af Moschos —
er der saa ikke over hendes Dans den rette Parfum de Cosmopolis,
der i vore oplyste Tider er den eneste, som kan finde Anvendelse i
anstændig Kunst? Miss Duncan har med en saa usvigelig Sikkerhed
vidst at ramme den Smag, der i Øjeblikket behersker Kunstens
Halvverden, at man alene derigennem kommer til at betragte hendes Dans
med en Mistillid, som den maaske i og for sig ikke fortjener.
Miss Duncan retter sit Angreb mod Balletdansen som Helhed, men
hun rammer den kun inden for et meget begrænset Omraade, nemlig
Ballerinaens isolerede Solodans. Det er altsaa ikke uden Grund, at
tyske Æstetikere bebrejder hende, at hun trods sine store Ord har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
