Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Duncan kontra Bournonville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
518
Duncan kontra Bournonville
hölder det en forholdsvis ubevæget Basis for Overkroppens Plastik.
Denne Dragt er skabt og udviklet gennem Generationer af udøvende
Kunstnere, hvis Maal var at forme det fuldkomne Instrument for
Legemets Rytmik. Miss Duncan derimod vil kun benytte Bevægelser, der
harmonerer fuldt ud med Legemets Bygning. Derfor danser hun „nøgen
paa Jorden" — det sidste maa opfattes som et poetisk Udtryk for en
Danseestrade — og for at ikke denne Nøgenhed skal lægge for stærkt
Beslag paa skrøbelige Tilskueres Interesse, maa hun Dagen før sin
Optræden udstede et bønligt Opraab, hvori hun anmoder sit Publikum
om ikke at se paa hendes Fødder, medens f. Eks. Odysseus røber sin
slette Smag ved under Phæakernes Dans netop at beundre „Føddernes
lynsnare Bevægelser". For Miss Duncan er Rytmiken det
underordnede, Skikkelsen og Stillingen det centrale. Men netop derfor er det
ikke til at begribe, at hun, der lægger saa megen Vægt paa det frie
Legemes spontane Bevægelse, danser til Musik, og vel at mærke en
Musik, der er nøjagtig lige saa teknisk og virtuos som den Kunst, hun
fordømmer. Den samme Miss Duncan, der angriber Balletdansens
Afgudsdyrkelse af Rytmen, danser til en saa melodiøs og kadenceret
Musik, at hendes Bestræbelser nødvendigvis maa strande. For at
komme paa Højde med Rameaus rislende Melodi springer hun med højt
løftede Knæ i ganske monotone — man fristes til at sige
trædemølle-agtige Bevægelser henover Scenen og røber ubarmhjertigt alle de svage
Punkter i Kvindelegemets for det passive konstruerede Bygning, som
Aarhundreders Balletteknik efterhaanden har lært at omgaa. Med
Opofrelsen af den statuariske Linieskønhed, der er hendes Idol, betaler
hun den Rytmik, som hun forhaaner. Og hun gør kun et daarligt Bytte.
Inden hun faar løftet sin nøgne og tungt bevægelige Fod fra Tæppet,
er Musiken længst flygtet fra hende: Slaphed i Melodien er
Kendemærket for Miss Duncans Dans. Alt, hvad der hedder Fasthed eller
Appel i Dansen, er hende nægtet, og hvis man vil stille sig klart, hvad
Kunsten vilde tabe ved hendes Teoriers Sejr, skal man forestille sig,
hvordan hun i sit løse, dystre Slør og paa sine nøgne Fødder vilde
kunne danse en Mazurka eller en Reel. Det viser sig hurtigt, at det
Omraade, hvor Miss Duncan kan konkurrere med Balletdanserinden,
er endnu snævrere, end man fra først af skulde formode. Al den Dans,
der tolker den sejrsikre Glæde, som kan ligge i det fulde Herredømme
over Legemets Bevægelse, er denne Sundhedens Præstinde nægtet,
og man forstaar for saa vidt, at hun vælger Parykmusikken til at
ledsage sin Dans: Der er den samme Forskel mellem Bournonvilles Reel
og Miss Duncans Musette som mellem Rubens glødende Ringdans og
Lånerets elegisk smægtende Pastorale. Men det elegiske er ogsaa det
eneste, hun har tilfælles med Paryktiden, og man kunde paa Forhaand
vide, hvordan Miss Duncans antike Kostume og drabelige
Benbevægelser vilde tage sig ud paa Baggrund af en Musik, hvis Stil er
Porcelæn, Miniatur og Kartouche.1 I Rokokokvadrillen i Pontemolle kan
man se den Dans, der hos en Kunstner er det spontane Udslag af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
