Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Duncan kontra Bournonville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
520
Duncan kontra Bournonville
set paa de højst ejendommelige Danse, som de levende Grækere
danser, og som uden Tvivl burde studeres og udnyttes af en professionel
Danser, der kunde opfatte dem med lige saa spillevende Øjne som
Bournonville. Men Miss Duncans Dans er fremgaaet af teoretiske
Spekulationer over Billedkunst, og naar man ser, hvad det er for Kunst,
begriber man endnu bedre, at Resultatet er blevet saa fattigt. Hendes
Forhold til Hellas illustreres maaske bedst ved, at det er en
alexan-drinsk Salonbukolikers parfumerede Idyl, der for hende repræsenterer
det græske Naturbarns uberørte og ubevidste Bevægelser. Og ganske
det samme gælder hendes Forhold til Renæssancen. Hun nævner selv
Tizian som Forbillede for sin Fremstilling af Bacchus og Ariadne. Men
det er at tage Malerens Navn forfængeligt: Intet Menneske vil kunne
tænke paa Tizians Maleri under denne blegsottige Dans. Derimod er
hendes Paavirkning af Lionardos milanesiske Epigoner umiskendelig,
og gennem et tykt Lag af engelsk Overmaling skimter man Botticellis
Primavera. Jeg bøjer mig i Støvet for den store Kunstner, men det er
vel ikke netop i hans Kunst, at Naturlighedens og Sundhedens
uberørte Kildevæld springer. Den engelske Prærafaelisme er den
billedkunstneriske Hovedkilde for den engelske Dames Dans, og
Burne-Jones’ smukke, men gennemdekadente Billede af Natten kunde gerne
være et Maleri af Miss Duncan. Hun har det samme neurasteniske
Smil og den samme kantede Ynde i sine slappe Bevægelser. Naar man
ser hende danse paa en stor Scene og i fuld Belysning, virker hendes
Optræden frastødende, men her, hvor hun dansede i Halvmørke, i
mørke Dragter og paa et mørkt Tæppe, var der over hendes Dans en
vis Stemning: Det var som en Natfugl med tunge Vingeslag flagrede
gennem Tusmørket.
Ove Jørgensen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
