Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arthur Christensen: Rokokotidens Østerlandsdrøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
564
Rokokotiden’s Østerlandsdrøm
ter" er virkelig ganske morsomme. Og saa drager Forfatteren
Omsorg for paa en Gang at fornøje og belære, idet han har
stoppet sine Eventyr med geografiske, historiske og
kulturhistoriske Noter, hentede fra Rejsebeskrivelserne. Folk var saa
videbegærlige, især Damerne. Fontenelle gjorde Astronomien saa
letfattelig som en Børneremse, og Condillac bragte endog Filosofien
inden for Damernes Rækkevidde; Gueulette paatog sig at levere
det til almindelig Dannelse hørende Kvantum Orientalisme i en
behagelig Form. Men i sine senere Bøger forfalder han ofte til
Langtrukkenhed, og hans Motiver kan undertiden blive lovlig
bizarre. Mandarinen Fum-Hoam havde gennem en lang Række
Eksistenser, snart som Mand, snart som Kvinde, snart som Dyr,
oplevet en Mængde sælsomme Ting; undertiden blev han
gammel og graa i et lykkeligt Ægteskab, men oftere gjorde en eller
anden ulykkelig Hændelse det af med ham i en ung Alder. Først
var han Konge af Persien; hans Grusomhed og Tyranni
nedkaldte Nemesis over ham, og han fortæredes levende af Orme
og andet Kryb. Efter sin Død maatte han i en Loppes Skikkelse
se paa, hvorledes hans forrige Yndlingshustru trøstede sig i en
anden Mands Arme. Han bed hende det bedste, han kunde, med
al en skinsyg Loppes Raseri og maatte lade sit andet Liv
imellem hendes Fingre.
Her er Genren allerede i Dekadence. Feeventyrene er stærkt
i Færd at blive til en Ophobning af barokke Urimeligheder, der
virker trættende i Længden. Men i hvert Fald har Gueulette
forstaaet at sætte en vis almen orientalsk Farvetone over sine
Fantasifostre, og det var allerede store Ting. Den Ligegladhed,
hvormed Forfatterne i Reglen blæste al Lokalkolorit et Stykke, er
saare komisk. I den anonyme Roman De tre Prinser fra
Saren-dip’s*) Rejser og Eventyr finder man f. Eks. et Brev, skrevet
af Kongen af Sarendip til Kejseren af Indien og endende med
disse Ord:
„. . . Jeg haaber, at Deres Majestæt ikke vil afslaa mig denne
Gunstbevisning, og at De dertil endnu vil bevise mig den Gunst at tro, at man ikke
mere fuldkomment, end jeg er det, kan være
Deres meget ydmyge og meget lydige Tjener."
Og de Kobbere, der pryder Værket, er ubetalelige. Her er en
indisk Konge i gammelgræsk Krigerdragt, siddende paa en Tron-
*) Ceylon.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
