Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels A. Jeppesen: Klinte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klinte
585
Da bævede Bakkens Buske, og Lyngens Klokker udgød deres
Draaber over den mørke Jord.
„Lad os gaa," sagde han. Hun svarede ikke, men vedblev at
stirre ud mod de mørke Bølger. „Nu maa vi nok afsted, lille
Vita." „Hvorfor?" spurgte hun uden at rette Øjnene op mod
ham. Jo, du vil let komme til at fryse." Hun rystede paa
Hovedet. „Nej, Kaj, vi kan ikke fryse. Hvorfor er vi kolde som Bleesten
og Bølgerne, hvorfor er vi isnende kolde som de, uden at kunne
styrte frem som de, uden at kunne fare og flygte som de?" Hun
rejste sig og strakte Armene vidt ud som for at favne Vindens Magt
og stirrede og lyttede efter Bølgernes Skyllen over Strandens Sten.
„Det er jo kun mig, Vita, det er mig, der er kold og svag,
stivnet og kold."–Hun holdt sin Haand for hans Mund.
„Tror du ikke Kaj, jeg kunde blive anderledes, blot lidt
anderledes, lidt bedre, lidt mere som du, tænker du ikke? Aa, men
Kaj, hun har da ikke fundet Rosen, vel, sig hun har ikke."
„Nej, Vita, men–-" „Sig ikke men, sig hun har ikke, hører
du," og hun bøjede sig ind til ham. Han kyssede hendes Øjne
og Mund og tog hendes smaa kolde Hænder ind-til sig. Saa løb
de ned ad Bakken.
Det bruste i Skovens mørke Træer og puslede i Havens
Buske. Draaberne gled i smaa Stød ned ad Ruderne og
efterfulgtes af stadig flere. Æblegrenene derude slyngedes hid og did
og gyngede op og ned, udsprungne Valmuers Blade piskedes
ned paa den klæbrige Jord og rørte sig ikke mere.
Moderen satte sig ved Pianoet, fremtryllede milde Melodier
om Aftenens Stilhed, om Livets Lykke, lykkelige Linier om
Ungdom og Kærlighed og til sidst smaa korte Strofer om alt
andet. Hendes yngste Søn sad med Haand under Kind ved
Vinduet, i Sofaen sad Vita, og Kaj sad paa en Stol foran,
beundrende Fingrenes lette Leg henover de hvide Tangenter. „Tak,
Moder," sagde han, da hun stod op; han gik hen til hende, strøg
kærtegnende hendes Kind og det fyldige graa Haar. „Mor, hvor
har jeg ikke altid beundret din stille Færd herhjemme; dine blide
Hænder var de samme, hvad enten de gled hen over Tangenterne
eller kærtegnede Blomsterne eller tog os Drenge under Hagen,
naar du fortalte om det eller det, vi aldrig maatte gøre. Skønt
vi havde gjort det og havde saaret dig, lod du altid, som du
Tilskueren ISOfi 36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
