Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels A. Jeppesen: Klinte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
586
Klinte
intet anede. — Tror du ikke, Vita, det er det største, vi
Mennesker kan naa?" „Min Søn," sagde Moderen stille smilende, „vi
har lært saa meget af din Fader, baade du og jeg. Men den
Kvinde er lykkelig, der lever et Liv, kort eller langt, med en
Mand, der ejer mere end Troskab, ja mere end Kærlighed. Han
tog saa tit mine Hænder, naar de vilde gribe for haardt og
skynde sig for hurtigt. Han havde en saa harmonisk Sjæl, der
aabenbarede sig i hvert Ord, i hvert Blik, i hvert Smil. —
Henrik kan vel ikke huske meget af Fader, men du kan da mindes
ham, hans Leg og Lystighed med jer, selv naar han var træt.
–-Og dog blev han træt, den Morgen han sidst nævnede
Navnene Kaj og Henrik og rakte mig sin magre klamme Haand.
Men hvor var jeg ikke ringe til den store og vanskelige Opgave
at værne om eder, hans Børn, men hvor ofte har jeg ikke
ogsaa haft den Lykke at finde ham i eder, i dig, Kaj." Hendes
Øjne lyste af Begejstring, da hun saa over paa den unge Kvinde
og fortsatte: „Du er lykkelig, Vita, du som elskes af hans Søn.
Kaj har sin Faders kloge Pande og milde Øjne, hans smalle
Læber og hansr indre Skønhed, hans uudgrundelige Sandhed."
„Nej, Mor, nej, intet har jeg af det, der gjorde Fader
ophøjet, stor og ren, intet." „Min Søn, du har din Faders Stemme
og din Faders Sind; har han ikke, lille Vita?" spurgte Moderen
og tog hendes Haand. Hun hviskede et næppe hørligt „jo" og trak
Haanden sagte tilbage.
Kaj var gaaet hen til Vinduet, hvor Broderen stod og
trommede sagte paa Ruden med et Smil, der forraadte, at „han kunde
Lektien" om Faderen og Broderen — om Lykken og Sandheden.
Vita sad og glattede paa Bordtæppet, Kaj gik op og ned i
Stuen; ingen af dem turde først se paa den anden.
Vita vilde rejse sig, men mødte pludselig hans Blik. Et
Fuchsiablad var faldet ned paa Tæppet, men hun vovede ikke at
kaste det bort: alt her i Stuen var jo helligt og rent, stort og
fint. Minderne boede i Bøger og Billeder, i Nips og Blomster,
der taaltes ikke nogen fremmed Haand — og Kaj, ja selv hans
Gang op og ned i Stuen forbød hende at rejse sig og gaa som
han. Hun turde ikke bryde Tavsheden.
„Har du faaet noget malet i Dag, Henrik," spurgte hun med
lav Stemme. „Lidt, kun lidt," svarede han og vendte sig om
mod hende, „men i Morgen, om det ellers holder tæt — — i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
