Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels A. Jeppesen: Klinte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klinte
587
Morgen Eftermiddag kan du jo komme op paa Skrænten og
hjælpe til med „Markarbejdet". — Vita maa vel nok, Kaj," sagde
han smilende. „Saa gerne, Henrik," svarede Broderen, „vi kan
jo følges ad."
Lig en stor bullen Næve laa Rugmarken ind under Skoven
i den stærke Eftermiddagssol. Op fra de forskelligt formede
Hvirvler af hvidgule, dvaske Straa ståk Klintens ranke blegrøde
Blomster.
Kaj var gaaet ned over Engene og ind i Skoven for at
bo-tanisere, nu stod han pludselig igen hos dem med et stort Knippe
Blomster og Blade, der ikke var slupne helt uskadte gennem
det tætte Krat.
Vita sad paa Hug i Græsset og slog med en lille Pind en
Fure i de stride Straa, snakkede uden Ophør, fortalte og lo.
„Naa, har Henrik saa kunnet more dig lidt," spurgte han og gav
sig til at pille og pynte paa sine Blomster. „Han har fortalt
Historier og smaabrummet ved sin „Kornmark" som en flittig og tilfreds
Humlebi; jeg har ligget stille paa Ryggen og talt Kløver- og
Tidselhoveder og haft næsten lige saa travlt som Turistdegne,
der tæller Kirketaarne. Ikke, Henrik?" Hun vendte sig om mod
Henrik: „Men hvor langt er du egentlig kommen med Maleriet?"
„Aa jo, noget fremad, som du kan se; Solen har været ret
elskværdig i Dag." — „Vi kan næsten kalde Billedet „Vitas
Blomster"," sagde Kaj stadig ordnende sine Planter. „Hvorfor det?"
spurgte Henrik. — „Ikke for noget, hører du," svarede Vita
haardt og affærdigende. Kæppen suste i hendes Haand,
Kløverhoveder klippedes af; hun rakte, saa langt hun kunde naa, lagde
sig ned paa Ryggen igen og stod ikke op, da Kaj vilde have
hende med.
Saa gik han alene. Lidt efter kom hun hen ad Stien bag ved
ham; han vendte sig om, tog hende om Livet og førte hende
ind til sig. Nu var de naaet ind i Skoven. — „Det var
morsomt med de Degne," sagde Kaj, „hvornaar har du set een sidst
med Taske paa Maven og trippende Skolebørn for og bag sig?"
„Ved det ikke," svarede hun. — „Der er nok igen i Aften sorte
Snegle paa Stien." Ja, Kaj," sagde hun. Hun bekræftede og
benægtede en Del flere Ting, indtil hun træt kastede sig ned ved
et lille Bøgetræ, pillede i Mosset og plukkede enkelte Traade ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
