Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Henrik Ibsens dramatiske Bygningsstil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
605 Henrik Ibsens dramatiske Bygningsstil
Hansens Novelle „Cicisbeatet" og Hoved-Motivet i Ibsens
„Lille Eyolf", kan ogsaa være en ren Tilfældighed. Thi hvis
Ligheden er ret stor, saa er Uligheden endnu større. Næsten
overalt, hvor der er en Smule Lighed i Grund-Motiv, er
Handlingen hos Ibsen langt mere enkel, medens den hos Mauritz
Hansen gerne er en yderst indviklet og broget Intrige. I
„Cicis-beatet" bryder Mauritz Hansen paa en Maade Brodden af den
tragiske Gengældelse og gør Afslutningen godmodig og mild.
Ogsaa i Ibsens „Lille Eyolf" er jo vistnok Afslutningen mild og
forsonende. Men Sønnen bliver ikke frelst og genfunden, som i
Mauritz Hansens Novelle.
Af saadanne meget ufuldstændige Ligheder vilde det være
overilet at slutte, at Henrik Ibsen har benyttet Motiver fra
Mauritz Hansens Noveller. Hvis der ikke mellem de to Digtere
var et paafaldende Slægtskab i selve Opbygningen af
Menneske-Skæbnerne, vilde en og anden Lighed i de enkelte Motiver
neppe være værdt at fæste sig ved.
I Mauritz Hansens første større Novelle, „Othar af
Bretagne", minder Skjalden og Sangeren Ullers Vise baade i
Indhold og Vers-Rythme om „Digterens Vise" i Kærlighedens
Komedie. Men Ligheden er dog neppe større end at den kan
være tilfældig. Og i ethvert Fald er Ibsens Digt fuldstændig nyt
i sin billedlige Iklædning. — Heller ikke Ligheden mellem Othar
af Bretagnes Kærlighed til sin -Søster Ida og Allmers’s
Kærlighed til sin formentlige Søster Asta (i „Lille Eyolf") har i og
for sig nogensomhelst Beviskraft. Men bortset fra Spørgsmaalet
om Paavirkning kan det kanske have sin Interesse at se, at
allerede vor første betydelige ny-norske Menneske-Skildrer
syslede med flere af de samme etiske og metafysiske
Problemer, som senere beskæftigede Henrik Ibsen. Allerede i sin
første større Novelle, den nysnævnte „Othar af Bretagne",
opkaster Mauritz Hansen det Spørgsmaal, om en Broder under
visse Omstændigheder tør ægte sin Søster — ligesom i Ibsens
„Gengangere". I den samme Novelle, fra 1819, opstilles ogsaa
Problemet om Frihed og Nødvendighed, og den gaadefulde
Magiker Herman, som hævder Tanken om den menneskelige
Viljes Ufrihed, er ikke ganske ubeslægtet med Mystikeren
Maximos i „Keiser og Galilæer". Da dette Værk udkom i 1873
gav det sikkerlig et foruroligende Sæt i mange Læsere, naar de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
