Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Hannover: David
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
656
David
Boucher’ske Typer, som om Boucher havde malet dem selv.
Man lærer David paa hans næste Stadium at kende i hans
„Belisaire", malet efter hans Hjemkomst fra en Rejse til Italien,
paa hvilken han havde ledsaget sin nye Lærer Vien, efter at
denne var bleven udset til Direktør for Akademiet i Rom. Det
var Poussinsk-Viensk i sin Form, d. v. s. et tørt akademisk
Billed ; men der var i Soldaten, som genkender den blinde gamle
Feltherre en theatralsk Pathos, for hvilken Tiden allerede var
moden, lige som den tog sig selve Billedets Æmne til Indtægt
som et af de hjærteskærende Exempler, man nu allevegne søgte
paa monarkisk Mangel paa Menneskelighed. En Dag, medens
det i 1781 var udstillet paa Salonen, og det rygtedes at David
var set i dets Nærhed, blev han omringet af den begejstrede
Mængde, løftet paa dens Skuldre og baaren i Triumf til sit Hjem.
Det staar intet Steds skrevet, men man har Lov til at tro,
at denne Hændelse fik den dybeste Indflydelse paa David. Det
vides ikke, at han til da havde vist Sans for andet end Kunst
Nu slog med ét en Bølge af Samfundets Stemning ham i Møde
og løftede ham i Triumf. Tidligere maaske end for nogen anden
har i denne Stund Revolutionen dæmret for hans Bevidsthed,
og i et Nu har han anet sin Mission.
Hvorom alting er: Forudsætningerne for hans epokegørende
„Horatiernes Ed", hvortil han undfangede Ideen paa sit Besøg
i Fædrelandet, men som han udførte efter at være vendt tilbage
til Italien, de er nok saa meget at søge i Paris, som i Rom. Da
han anden Gang ankom dér, var Mengs død; men Canova var
kommen fra Venedig, og Klassicismen paa romersk Grund havde
nu i ham og i den gamle Battoni et Par Stjærner af første Rang,
som ikke let lod sig fordunkle. Battonis glandsbilledagtigt
farve-blomstrende, smægtende og søde Kunst havde tilfredsstillet en
nøjsom Tidsalders Forestillinger om Antikens og Rafaels Fortrin
og havde skabt sin Mester en lige saa uhyre som ufortjent
Berømmelse. Han nærmede sig nu de 80 Aar, og han saa med
Uvilje i den 22aarige Canova en aandsbeslægtet Kunstner opstaa
som Arvtager til sit Ry. Vel erkendte han Canovas Talent; men
han sagde om det, at det var „paa ganske falske Veje". Dette
„falske" ved Canova var noget ægte barokt, noget ægte
Ber-ninisk, som han havde i Kraft af sin Tid og sin Fødsel, og som
det aldrig lykkedes ham at overvinde, skønt der var nok, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
