Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Hannover: David
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
David
669
Lavoisier sig til sin navnkundige Mand dér, han sidder og skriver
ved sit Bord med sine Retortere og Reagensglas foran sig! Med
hvilken selvbevidst Ynde i Holdningen har ikke den lidt
overmodne, men endnu smukke Marquise af Orvilliers sat sig
sidelæns til Rette i sin Stol! Med hvilken nonchalent Ynde har ikke
den elegante unge Hr. Seriziat slængt det ene Ben over det
andet, medens han sidder og gynger paa en Træstub med sin
Kørepisk i Haanden! Og hvor frisk og sød og fin og flagrende
er ikke hans unge Frue som hun sidder dér i sin lette hvide
Kjole, med sin store Straahat paa Hovedet, en Buket
Markblomster i Haanden og en rødnæset skælmsk Dreng ved sin Side!
Friskhed og Sødme, Skælmeri og Flagrelethed: hvem havde
ventet sig det af „Sabinerindernes" og „Leonidas" Maler?
Og endda har nogle af disse Portræter gemt paa en endnu
mærkeligere Overraskelse. Indtil de i større Antal kom frem og
blev kendte, betragtede man David som en Maler, af hvem der
snarere kunde været bleven en udmærket Billedhugger.
Grundkarakteren i hans Fremstillinger af klassiske Æmner var til den
Grad overvejende plastisk, at endog enkelte i hans Samtid havde
Følelse af, at hans Figurer mere lignede kolorerede antike
Statuer end levende og aandende Mennesker. Det undtagelsesvis
virkelig maleriske ved de raffinerede lyse og lette Toner i
Portrætet af Me Récamier tilskrev man længe den Omstændighed,
at Billedet, der delvis kun er anlagt, lykkelig var undsluppet
den tunge sidste Haand paa Værket. Efter de store retrospektive
Udstillinger i Paris véd vi bedre Besked end som saa.
Portrætet af Me Récamier er kun ét af ikke faa Exempler paa, at
koloristisk Skønhed havde noget nær den selvsamme Chance som
Ynde og al anden Form af Skønhed for at blive en Bestanddel
af Davids Portrætkunst. Hvor han fandt den, dér tog han den,
fordi han som Portrætmaler overhovedet tog, hvad han fandt.
Han havde næsten heller intet andet Valg. Han var som
Kolorist allerede tidlig kommen til at staa paa bar Bund. Han havde
under sin højtflyvende Stræben efter skøn Form og skønne
Linjer løsrevet sig fra alt, hvad der udgjorde Malerkunstens
gamle Traditioner. Han søgte et Øjeblik, medens han malede
den dræbte Marat, Fodfæste hos Caravaggio; saa slåp han ogsaa
det, og han var ganske paa det Svævende i koloristisk
Henseende, da han malede „Sabinerinderne", og „Leonidas". Intet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
