Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Hannover: Bernhard Olsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
706
Bernhard Olsen
hans Venner fandt, at han gjorde det godt. En af disse Venner
spurgte ham en Dag i 1867, da den artistiske Direktør for Tivoli
var død, hvorfor han ikke søgte den ledige Plads. Ja, hvorfor
i Grunden ikke," sagde han til sig selv. Han havde rigtignok
aldrig tænkt paa Stillingen, og da han havde faaet den, maatte
han tilstaa, at det mere var Tilfældets end hans egen Skyld. For
var han gaaet fem Minutter senere ad den Gade, hvor
Spørgsmaalet om Pladsen rettedes til ham, var Otto Zinck bleven
Direktør for Tivoli, og han selv sandsynligvis xylografisk Tegner
fremdeles. Hvis han da ikke var bleven Kostymier for bestandig
ved et af de københavnske Teatre; thi som Tegner af gamle
Portræter havde han tilegnet sig en udstrakt Viden med Hensyn
til gamle Dragter og bistod hermed tidligt Bøgh og Th.
Andersen, senere Emil Poulsen, ja endnu saa sent som i 1884 Fallesen
og Krohn. Om hans Kundskaber ogsaa paa dette Omraade vidner
to Folianter med kolorerede Dragter i det kgl. Teaters Arkiv.
Men han blev altsaa Tivolis artistiske Leder og gjorde
Tjeneste som saadan i samfulde 18 Aar. Jeg har," skriver han i et
Stykke Selvbiografi, der danner Grundlaget for nærværende
Meddelelser om hans Fortid, „lært meget dér; jeg kom ind i
mangfoldige Fag, hvortil Kendskabet har gavnet mig senere. Da
Forholdene paa Etablissementet opfordrede dertil, blev jeg sat
ind i megen praktisk Virksomhed, lærte Bygnings- og
Belysningsvæsen, Havekunst osv., fik Europa at se ved aarlige Rejser
og kom til de store Udstillinger." Af afgørende Betydning for
hans Fremtid blev navnlig Verdensudstillingen i Paris i 1878,
hvor Hazelius havde udstillet i den svenske Udstilling. Han
havde fra Barnsben haft Museumsinteresse; han havde hørt til
den Flok af Drenge, som den gamle Konferensraad Thomsen
altid havde efter sig, naar han viste om i oldnordisk Museum.
Men hvad han saa i Hazelius’ Udstilling var noget nyt. Her var
samlet alle Slags Ting fra alle Sverrigs Egne, og de var ikke
opstillede, som Sagerne ellers opstilles i Museerne, men samlede
til Interiører, som anskueliggjorde Folkets Liv. Hvor begejstret
han end blev for denne Tanke, var han dog kritisk og
kunstnerisk nok til at indse, at den kunde udvikles yderligere. I
Hazelius’ Bondestuer var den fjerde Væg aaben; man kigede
altsaa kun ind i Stuen; man var der ikke. I den hollandske
Afdeling paa Verdensudstillingen fandtes der derimod en lukket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
