Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Hannover: Bernhard Olsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bernhard Olsen
721
Evne kan man ane ved at læse det Par Brudstykker af sit Liv,
han har leveret i Tivolis Fest-Album 1893 („Min første Aften
paa Tivoli"), i „Bogvennen" 1900 (Erindringer fra Kittendorff &
Aagaards xylografiske Værksted) og i Samleværket „Vort Folk"
(„Barndomsminder fra Fyrrerne"). Men hvor udmærket end
navnlig den sidste Artikel er skrevet, hvor meget Lune den
end rummer (læs f. Eks. Skildringen af Nationaldragternes sære
Skæbne), hvor let og naturligt og dog altid ejendommeligt,
stundom snurrigt han end skriver det danske Sprog, som han elsker,
dyrker og rendyrker, saa faar man dog langt fra af de trykte
Sider det samme Indtryk som af hans mundtlige Meddelelser.
Man skal have set ham og hørt ham, naar han veloplagt sad i
en Kreds af gode Venner ved et godt Bord med sin pragtfulde
Skikkelse, sit regelrette, rundklippede Hoved med dets sølvhvide
Pels, de blaa Øjne, Henri IV-Skægget og den ungdommelige
Ansigtsfarve, der den Dag i Dag danner saa pikant en
Modsætning til hans sølvhvide Haar. Bred og prægtig saa han altid ud
i en saadan Stund, et Hoved højere end sine Omgivelser, en
Høvding at se til, urkraftig i sine Livsytringer, hvad enten han
knaste et Fugleskrog mellem sine friske Tænder eller opløftede
sin mægtige Latter. Det er desværre ikke mere almindeligt at
høre denne Latter. Pinefuld Sygdom og endnu pinefuldere Sorg
har hjemsøgt denne Mand i de sidste Aar, og selv om
Sygdommen er overstaaet og ikke har efterladt sig Spor paa hans endnu
blomstrende Ydre, har Sorgen — over Tabet af Hustru og Børn,
senest Tabet af en skøn og hjertensgod Datter, der pludselig
blev revet bort i sin fejreste Ungdom — ikke blot standset
Latterkilden i ham, men i det hele mattet hans Væsen kendeligt.
Endnu kan det dog hænde, at Safterne i ham stiger og gør ham
overstrømmende meddelsom som før. Og da maa man bestandig
beklage, at denne mærkelige Mand med de mange og morsomme
Oplevelser, med det klare, kritiske Hoved, det sunde Omdømme,
det skarpe Blik, den skarpe Tunge ogsaa, den glimrende
Hukommelse, det lune Vid, det varme Hjerte, det letbevægede Sind,
det baade malmfulde og maleriske Sprog, — at han ikke har
skrevet sine Memoirer og vistnok heller ikke agter at skrive
dem.
Men Arven efter ham vil jo blive stor nok endda. Ikke mange
her i Landet har i vore Dage været virksomme, faa har været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
