Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRACHMANNS SANGKUNST
(Fortsættelse af de i Septemberhæftet 1905 paabegyndte .Studier over Drachmanns Sangkunst").
en Verskunst og Ordkunst, som nu for de Fleste
synes selve den Drachmannske Lyriks Væsen og
som en tidligere Artikel har søgt at bestemme,
aabenbarede sig i Virkeligheden først lidt efter
lidt i hans Digtning. Det var ogsaa først
efterhaanden, at Drachmann naaede til at række over
den rige Toneskala, hvorpaa han nu spiller. Han var jo begyndt
som „realistisk" Maler og som journalistisk Skildrer og
Ræsonnør (i Rejsebreve og Tidsskriftsartikler), og det, som gav hans
første Digtsamlinger deres Originalitet, var deres djærve, malende
Virkelighedsskildringer og saa den voldsomme Agitation, som fra
1870-aarets Begivenheder og hans Omgangskreds’ radikale
Diskussioner flød friskt og umiddelbart over i Versene.
I Stilen slutter denne Revolutionslyrik sig jævnlig til Plougs
politiske Digte. Fra „Sebastopols Fald" og „Ordets Ridder" gaar
der en lige Linie til „Satorys Marker" og saa mange andre af
Drachmanns politiske Lejlighedspoesier. Det er Plougs pompøse
Octaver, hans brede Linieføring og kraftige Fyndstil —
Spørgsmaalene, Parallellismen, Massevirkningerne — hele hans
journalistiske og demagogiske Veltalenhed. Ogsaa af Ibsens polemiske
Tankedigte, der jo selv er paavirkede af Ploug og Welhaven,
viser der sig i den anden Digtsamling (1875) adskillig
Efterligning. Den ordknappe Hvashed, den fortættede Bitterhed i Ibsens
„Mindets Magt" eller „Troens Grund" eftergøres af Drachmann
48*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
