Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
776
Drachmanns Sangkunst
Alligevel — ingen Kender af Poesi kunde tage fejl af, at det
paa Bunden var virkelig „moderne" og helt egent Drachmannske
Toner, der her med ny, ukendt sproglig og verslig Kunst brød
igennem i dansk Lyrik. Andre havde sunget om Venedig —
men i Goethes klassiske Epigrammer, i Platens fintdannede
Sonetter, i Byrons spenserklædte Deklamationer — rislede
Kanalerne og vuggede Gondolerne og gav Paladsernes Stad sig dér,
som hos Drachmann, ved Solnedgang ud at sejle i sin
genopstandne Fortidsskønhed? Havde Lagunestadens glidende Nyden
og dens Drømmes Luftspejlinger overhovedet levet i Ordets
Kunst førend i Drachmanns bølgende og sværmende Vers? Og
Kanalens pludrende Smaavover, der mellem Marmorpaladsernes
Mure stimler ustanselig ned under de buede Brobuer — havde de
saa vidunderligt som i „Snehvide"digtet tryllet sig om til den
sørgmodig skønneste Æventyrdrøm? Eller, hvormeget der end
var sunget og sagt af de gamle Romantikere om „Sakuntala", —
aldrig var Længselen mod Tidernes Morgen og det sagte Sus i
Morgenlandets Palmelunde lokket frem med saa fjern og sød en
Musik som i Digtet om Dusjåntas. En saa malerisk og baade i
indre og ydre Forstand musikalsk Ordkunst havde hverken
Oehlenschläger eller Chr. Winther, hverken Aarestrup eller
Richardt kunnet udfolde. Det var alt det bølgende og svævende,
det mangfoldig glitrende og det florlet henaandede, som denne
impressionistiske Kunst formaaede at male, denne Stemningskunst
vidste at give Mæle. Den danske Sommer havde baade Hertz
og Winther sat i Vers med dens grønne Løvsal og gyldne
Marker, men Sommermiddagens Blund, naar Linden blomstrer i
Solen, („Sagte gennem Luften strømmer — denne Vellugt
honningsød, — og som duftberust jeg drømmer — med en aaben
Bog paa Skød .."), men den taagedampende Eng efter
Solnedgang, naar „Skoven bæver og Vindens Dans — gaar let som et
Føl over Engen", eller Sommernattens blonde Sværmeri paa
Gurres Taageenge og ved Sundets Strande — hvem havde før
Drachmann haft Lethed og Ynde, blødt Anslag og. henaandede
Farvestrøg nok til at mane den Slags Naturstemninger frem?
Den maanelyse Nat paa Sundet, naar Jollen lempelig vugges
frem til Takten af Aaretolde — „en stille Vandringsmand ad stille
Veje" — medens Sommernattens Skær spreder „udover Sø og
Land de lyse Vinger". Eller inde ved Stranden, hvor „Bølgen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
