Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Drachmanns Sangkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
779 Drachmanns Sangkunst
Utak derfor; — „jeg er Hav, jeg kan ikke andet". Som Havet
kan han ikke leve Livet speilglat, ikke slaa sig til Taals med
Idyller — som dem dér inde i de stillestaaende Kanaler. Som
Havet kan han ikke stemme Tonen efter Sangerlavets Regler;
vej mig ikke kritisk — siger han til sine Venner — paa en
Vægt med fine Decimaler; „tag mig paa det vide — som et
Hav i store, aabne Træk". Og som en Viking blotter han sit
Bryst mod Stormen, „det haardtprøvede Hav" har lært ham at
være en Mand; om saa Godtfolk paa Stranden himler sig over
Skipperens Forvovenhed og kristelig under den sin Straf, han selv
staar rolig og stærk ved Roret, „Storm var hans Navn" (Goethe:
„Doch er stehet männiglich am Ruder, — mit dem Schiffe
spie-len Wind und Wellen, — Wind und Wellen nicht mit seinem
Herzen"). Havet er ham det styrkende Sundhedsvæld, der skal
skylle den syge Slægt karsk igen, — den evige Ungdomsfriskhed,
der skal ilte Blodet i den slappe, modløse Nutid, — den vilde
Natur, der aldrig lærer sig Civilisation, aldrig bøjer sig for
borgerlig Love, — den vældige Storhed, der er ude over al
Smaalighed, alle „Finesser", men raaber op af fulde Lunger og knuser
i sine Labbers Favntag.
Søvnigt glippende i Morgentaagen, Tvivl og Mismod lejret
om sig efter Nederlaget 1864 — saaledes saa’ han („Før
Solopgang") Landet ligge i 70erne; nu vilde han som en frisk
Nordvest ude fra Havet feje de tunge Taager bort og bringe Solen
tilbage. Der var netop noget som en fejende Blæst, som en
bragende Brænding over den unge Drachmann, men ogsaa noget
muntert fløjtende som en Morgenbrise i et Topsejl, noget
yndefuldt dansende som glittrende Sundbølger i Sommervind. Som
Oehlenschläger i sin Tid var kommen og havde stemt sine glade,
svulmende Durtoner op mod „den hæslige, melankolske Aand"
i vort „taagemørke Nord", saaledes kom Drachmann nu som
„Ungdom i Digt og Sang", snart „i Panser og Plade", snart
med „Roser og Ranker", — som St. Hansspillets „impertinente
Bengel", der danser paa Line over Borgerskabets Hoved, som
den lystige Landstryger med sit „Hej Krofar, Krofar! Vinen
frem" eller den viltre Tatertøs med sit „Hejsa, kom og dans nu
paa Hæl og paa Taa", og mens „der var Fastespiser kun paa
Bordet", dækkede han op med Æventyrets gyldne Frugter, med
Livsrusens Bourgogne og med al sin Ordkunsts prægtige Blomster.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
