Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stephan Hansen: Marionetter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Marionetter
809
sin Direktør, hvis raa Stemme og fedrunde oppustede Ansigt
indgød hende mere end Respekt; Anita vidste ikke selv, hvad det
var for en salig Fornemmelse, der altid gennemskød hende ved
Synet af store tykke Mænd med raa og bydende Stemmer.
Trallende og leende forsvandt hun fra den kunstsmykkede
Sal over til sin Skænk; paa Vejen havde hun endnu en sidste
Dyst med Drenge, der kiggede ved Ruderne; hendes Vaaben —
den fyldte Vandspand — gjorde det i en Fart af med de
nysgerrige.
Fra sin Skænk underholdt hun Gæster, der kom, og fængslede
Gæster, der vilde gaa, ved begejstret at meddele alt det, hun
havde faaet at se bag Teatrets Kulisser, og vækkede derved
mægtig Spænding for Aftenens Premiere „Solens syv Sønner".
Teatret havde stævnet Asconafolkene sammen i Verbanos Sal;
„Solens syv Sønner" havde revet dem løs fra deres lavloftede
Smaastuer og ensformige Dagværk.
Gamle Maria Pasquali og hendes Søster havde lukket de
grønne Butiksskodder til og laaset af en Time før Tiden, for
Teatrets Skyld — og i Mælkeriet maatte selv Køerne føie, at der
var Fest i Luften, de blev malkede før Solnedgang, for at alle
Pigerne kunde komme med.
Hele Byen sad nu fordelt over Parterrets Stolesæder og
Parkettets Fjællebænke; disse sidste Pladser indtoges af Byens
grønneste Drengeungdom, der udfyldte den trættende Ventetid ved
Løjer af enhver Art.
Fra Billetbordet ved Salsindgangen lød Fruens Røst nu og
da; hun tilraabte de støjende Smaafyre i en Skolemestertone,
som de forstod; hun udslyngede Eder, hvori Kristus, Martyrer
og Skarer af Smaadjævle fulgtes broderligt i Procession med
Madonna som Anfører.
Fruens Mod og Veltalenhed stod altid i ligefremt Forhold til
den Afstand, hvori Direktøren — hendes Mand — befandt sig,
og var han først havnet bag Tæppe og Proscenium, kendte
hendes tyranniske Regimente ingen Grænser, navnlig Parkettet blev
nu og da dysset til Ro ved hendes Trusler, der dog aldrig kom
til nogen Udførelse; en lille Kurv under Billetbordet med det
klynkende Kretinerbarn var som et bindende Anker for hende.
Hendes Myndighed var en Slags Rester fra de Dage, da hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
