Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hagen Hohlenberg: Schumann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schumann
837
ponere —" ytrer han herom. I mange af dem kravler han
unægtelig paa fire. Det er kuriøst nok at tænke sig, at „Fröhlicher
Landmann" og „Kreisleriana" skyldes samme Autor.
Med Aaret 1840 vender Schumann sig mod nye, hidtil
uforsøgte Opgaver, og hans Produktion antager hermed et Omfang,
som umuliggør en blot nogenlunde detailleret Omtale indenfor
denne Ramme. Overfor det Drivhusvæld af Sange, der sprudlede
fra hans Pen i dette Aar, forstummer enhver Skildring. Findes
der vel nogen, som ikke kender „Dichterliebe" eller „Myrten"?
I Kvartetterne og navnlig i Klaverkvintetten bliver alt mere
fyldig-legemligt og vokser tillige i Formens Afrundethed og
harmonisk Klarhed.
Symfonierne bevare vel udadtil den klassiske Form, men her
som altid naar Schumann højest og er mest sig selv, hvor han
begaar et Brud paa denne. Jeg tænker her paa den vidunderlige
fjerde Sats af Esdur-Symfonien, som egentlig ikke hører hjemme
paa denne Plads, men er et selvstændigt Intermezzo. Billedet af
Kölner-Domkirken er malet, mægtigt og overvældende. Der aandes
højere Luft i den Musik, hvor Buer løfter sig over Buer, indtil
Øjet svimler. Det er de Toner, som senere blev til „Manfred".
Og om noget af Schumanns Værker skulde betegnes som det
dybeste af alle, maatte det vel være dette sidste.
Manfred-Musikken rummer Skønheder, der synes Vanvidet
nær. Den er skabt i Nat og Mulm, hinsides al menneskelig
Smerte. Ouverturens første, ene Takt, hvor Orkestret som en
Afgrund fuld af døende Væsner, aandeløst, kvalt gisper efter Luft,
er ligesom skabt ud af Universets egen Sjæl. Hele Digtets
Indhold rummes i disse tre aandeløse Akkorder. Dette tilligemed
Faust-Musikken er apokalyptisk Kunst. –-Schumann er som
Komponist altid Digteren fuldtud jævnbyrdig. Uheldigvis førte
hans Stemningsbevægelighed ham ogsaa mindre betydelige Aander
i Vold end Byron og Goethe. Derfor er „Paradis og Peri" eller
„Rosens Pilgrimsfart", trods utallige skønne Enkeltheder, som
Helheder betragtede af ringere Værd.
Samme Brist skyldes formodentlig „Genaveva"s Mangel paa
Sceneheld, skønt Schumann selv havde bearbejdet Teksten. Ikke
faa Træk, selv fra hans Klavermusikperiode, tyder paa drama-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
