Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Holger Pedersen: To danske Sprogforskere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
872
To danske Sprogforskere
dernæst Fransk og Tysk, og endelig Norsk, Svensk, Færøisk,
Islandsk, Italiensk, Hollandsk, Russisk o. s. v. Jespersen hører til
den engelsk-skandinaviske Skole af Fonetikere, som lægger
Hovedvægten paa Lydenes Frembringelsesmaade; han har udtænkt
et sindrigt System til kort og nøjagtig Angivelse af de enkelte
Elementer af den samlede Organbevægelse, der frembringer en
Sproglyd; Artikulationen af f. Eks. et dansk d i et Ord som da
bliver efter dette System angivet ved Formlen ßO ef 50 e 2.
Jeg har nævnet dette System af Formler som Eksempel paa
Jespersens skarpe og klare Analyse, der ikke standser, før den har
naaet de mindste Enheder. Dette er sikkert den Egenskab, som
hans Medforskere vil være ham mest taknemmelige for. Men en
særlig æggende og vækkende Kraft, der navnlig vil spille en
Rolle for de yngre, har Jespersens dristige Syntese. Hvor meget
han end holder sig i Virkelighedens fulde Dagslys for der at
studere Livets gyldne Træ, er han dog, som han selv siger, ikke
mørkeræd for Teorier; han har Mod til at forfølge en
Tankerække til dens yderste Konsekvenser og har især vist denne
Egenskab i sin engelske Bog „Progress in Language". Hans
Udgangspunkt er her en Protest mod en ældre Tids
Sprogvurdering, der satte Græsk og Latin saa højt paa Grund af deres rige
Bøjningssystem og betragtede det som en Degeneration, naar et
Sprog blev form fattigere. Den tyske Sprogforsker Schleicher
mente saaledes, at Sprogene i den historiske Periode stadig gik
ned ad Bakke, og at alle vore nulevende Sprog var senile
Sprogeksemplarer. Ved denne Vurdering har Schleicher vel næppe
tænkt paa Sprogenes praktiske Brugbarhed; men idet Jespersen
hævder, at dette Synspunkt er den eneste mulige Værdimaaler
for Sprogenes Fuldkommenhed, kommer han til det Resultat, at
ikke Formrigdom, men Formfattigdom er et Fortrin. Hvad man
kalder Afslibning, skulde man hellere kalde Tilslibning. Naar
Sprogene nu i de (faa) Aartusinder, i hvilke vi kan forfølge den
sproglige Udvikling paa en (lille) Del af Jordkloden, bestandig er
blevet form fattigere, saa betyder det, at de er gaaet fremad. —
Vi ser adskillige nye Bøjningsformer opstaa. De romanske Sprogs
Futurum (fr. j’aimer-ai o. s. v.) er en Sammensmeltning af
Verbets Infinitiv med Hjælpeverbet „har"; den danske
Bestemtheds-bøjning ved Navneordene (Manden) beror paa Sammensmeltning
af Navneordet med et følgende Stedord; og vort Passiv (kalde-s>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>