Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: En Folkefest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Folkefest
937
tiske Grunde, derfor blev den holdt, men det kunde ikke sætte os
andre i Folkestemning.
Selv om hans Ord havde været baaret af en varmere Følelse for
Festens Genstand, er det imidlertid tvivlsomt om hans Stemme
egentlig egner sig til at tale paa et enigt og samfølende Folks Vegne, dertil
vækker den for let Minder om hadske og haanende Ord. Mange Aars
Partigængeri har givet den en lidet tillidsvækkende Klang. Man
behøver blot at lægge Mærke til de blandede Følelser, det vakte hos En,
naar Georg Brandes paakaldte I. P. Jakobsen og Schandorphs Skygger.
Begge Navne vakte Sympati — det ene endogsaa stærkere Følelser.
Anraabelsen skete med al den Skønhed og Patos, Georg Brandes raader
over og hans Gestus var netop i det Øjeblik af en paafaldende og
bedaarende Ynde. Alligevel følte man næsten i samme nu en Kulde, en
Mistro. Det var jo ikke som danske og betydelige Mænd, de blev kaldt
frem — ikke paa vore Vegne — det var som personlige Venner,
afdøde Partifæller, og i samme Nu kom man til at tænke paa de mange,
der med Spot vilde være bleven vist bort fra et Elysium, hvortil Georg
Brandes havde. Nøglen, fordi de ikke havde den rette Tro, skønt vi
andre syntes, at ogsaa de var danske og betydelige Mænd.
Man kan nu engang ikke baade holde Folkefest og fejre
Partitriumfer — alligevel forsøgte man det ved denne Lejlighed.
Man fortsatte det Dobbeltspil, som vi kender fra de sidste Aar, paa
engang at optræde som Frisindets Frelste i Modsætning til den store
forstokkede Hob og samtidig at tale paa dennes Vegne, naar det
gælder om at tolke dens overstrømmende Følelser.
Man takker paa denne Maade jævnlig sig selv for, hvad man har
gjort for det i Mørke vandrende Folk. Hvad enten man samles til
Drachmanns Fødselsdag eller til en Rusfest, er det den samme
Radikalismens Hallelujastemning, man behager sig i.
Skønt „den anden af Danmarks mest veltalende Mænd" utvivlsomt
var i god Tro, var ogsaa han paa Forhaand vingestækket.
Han havde nemlig set de Vanskeligheder, Holger Drachmann
frembød som Folkehelt og troede at kunne komme ud over dem ved kønne
og bevægede Ord. Hans Tale formede sig som en begejstret
Undskyldning. Men paa saa gyngende Grund faar man ikke den virkelige
Jubel til at vove sig ud. Det nytter ikke at tale om de Lidelser, hvoraf
Drachmanns Digtning er fremgaaet, at skildre ham som vor Forløser
— netop ved sine Svagheder. Der er noget rigtigt i dette, men dette
Synspunkt er ikke Folkets og kan aldrig blive det. Det kan rives med,
fyldes af Taknemmelighed mod den, der i Livets Strid — maaske i
Kamp mod det selv — har tømt Lidelsens og Smertens Bægre, men
det kan ikke takke for de Lidelser, der staar for det som Svaghedens
og Nydelsens uadskillelige Ledsagere, selv om det netop er gennem
disse, at Visdommen og Skønheden er vundet.
En Villon, Musset, Heine, Bagger, Verlaine vil erobre sig deres
Rang i Eftertidens Dom netop gennem deres Svagheder og
Vildfarelser, men de vil ikke blive takket for disse af deres Samtid, thi vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
