- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 23 (1906) /
939

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: En Folkefest

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

En Folkefest

939

Men selv om han havde været noget mere sparsom med sit
Privatliv, vilde hans Digtning have lagt uoverstigelige Hindringer i Vejen. Man
behøver blot at sammenligne Drachmann som Festemne med en langt
mindre overdaadig udstyret Natur som Pontoppidan. Denne har ikke
blot den Fordel, at man ikke daglig har snaget i hans Privatliv, men
hans Kunst er saa klar, saa fast, at det allerede nu vilde være muligt
at sige Ord om den, der uden Tøven eller Betingelse fandt Tilslutning
i alle Sind.

Hvem formaar i Øjeblikket noget saadant med Hensyn til
Drachmann. Hans Rigdom overvælder, hans Mangfoldighed forvirrer. Hvad
er Svaghed og hvad er Styrke? Paa hvad har han levet — og for
hvad?

Vil Eftertiden mindes hans polemisk-sociale Digtning, der endnu
ved denne Lejlighed paraderede, eller vil den ikke snarest huske ham
kun som Nydelsernes kaarne og beaandet festlige Sanger? Om sligt er
■det umuligt at dømme sikkert — maaske vi endnu slet ikke har faaet
-Øje paa det. i hans Digtning, der som en Generalnævner gør en
Beregning af alle de enkelte Sider mulig.

Det var de samlede Værker, Festen blev holdt paa, men netop
derfor kunde det umuligt blive en Folkefest; thi Drachmann er mindre
■end nogen de samlede Værkers Mand.

Folket vil selv — naar Tidens Fylde kommer — samles til Fest
for det Udvalg, der rummer det uforgængelige, det, om hvis Betydning
alle er overbevist og tør udtale sig. Og denne sin Ret til selv at
bestemme Tidspunktet lader det sig ikke fratage af en emsig Klike.

Det var en Folkefest uden Folket; det var en Folkefest, hvor Talerne
manglede slaaende og fængende Ord, og det var endelig en Folkefest,
hvor disse Mangler var naturlige, fordi der endnu ikke bestaar noget
Tillidsforhold mellem Digteren og det Folk, af hvilket han skulde
hyldes.

Dette skal fremhæves og understreges. „Politiken" skal ikke paany
have Lov til ved Haan og Brøsighed at lede Indignationen bort fra sig
selv og over paa nogle Syndebukke. Selv de naiveste Frøkner og
Præster taber i Interesse ved Siden af dem, der ved denne Lejlighed er
blevet grebet i at ville „drive" med Folket, bruge det til egen
Forherligelse, agere dets selvbestaltede Formyndere og paadutte det Opfattelser
og Følelser. Det er mod dem, at Blikkene skal rettes, det er deres
Flovhed og Forbitrelse, det er interessant at betragte.

Først Flovheden, da de ikke med et Ord omtalte Digterens
bemærkelsesværdige Ytring om de københavnske Kvinder, og da de satte
hans Forsvarsartikel, et Vidnesbyrd om den mest fuldkomne
Begrebsforvirring, paa den mindst iøjnefaldende Plads i Bladet. Og saa
Forbitrelsen, da de mærkede, at Latteren og Harmen bredte sig over det
ganske Land. De kan længe nok gøre sig røde i Kammen — deres
Fest vil for stedse karakteriseres ved den berømte Ytring. Ikke fordi
den er særlig slem, men fordi den var det eneste der kunde huskes, af
hvad Skjalden sagde. Havde Drachmann i en eller flere foregaaende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:46:47 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1906/0943.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free