Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hagen Hohlenberg: Carl Nielsen: Maskarade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1009 Carl Nielsen: Maskarade
Det virker overraskende, naar han undtagelsesvis pludselig
benytter en moderne malerisk Virkning — som Solskærets
Frembryden’ i første Akt, da Leander aabner Vinduet, eller
„Hanedansen" i sidste, der i realistisk Skildring gaar til den
yderste Grænse; næppe Richardt Strauss selv kunde være
kommen Hønsegaarden nærmere. Den Hanedans, Holberg omtaler,
har sikkert været mere primitiv. Men her har for en Gangs Skyld
den moderne Orkesterteknik fristet Carl Nielsen for stærkt.
Et enkelt Sted fortjener særlig Opmærksomhed, fordi Carl
Nielsen her hæver sig til en Patos, der langt overgaar hans
sædvanlige Udtryksmaade, og som river ganske med, fordi den
er saa ægte og saa rigtigt følt Det er Henriks Aria i 1ste Akts
7de Scene. Paa dette Sted ligger nemlig Komediens egentlige
Hovedpunkt Dr. Vilh. Andersen har i en tidligere
Tidsskriftsartikel („Tilskueren", Jan. 1906) paapeget dette. Henrik vokser
her langt ud over Skælmen med Hovedet fuldt af Intriger, og
hans Skæmt bliver til Alvor, idet han fra Tjeneren, der blot
søger at rede sig og sin Herre fra Fortræd, bliver til Talsmand
for Samfundets undertrykte, alle de, der maa „slide og slæbe og
gøre sig til Træl for ikke at dø af Sult". Han bliver overraskende
sior i det Øjeblik, og Vilh. Andersen har i sin Tekstbog
yderligere understreget dette.
Da hvirvler det brogede Masketog
Med Frihed og Lighed afsted,
Med den rigeste Drot og det fattigste Drog —
Hvad Under, om vi vil med?
Du, som fryser derude, kom ind og vær Gæst,
Her er Glemsel for Nød og Fortræd,
Ak, kunde jeg køre Alverden paa Fest
Og ta’ Kusken og Hestene med!
Det virker som en eneste stor Omfavnelse. Det er Tonen,
der klinger igennem Aarhundreder op indtil vore Dage, gennem
Strauss’s Valse, gennem Montmartres Ballader. Digtet giver
allerede med sin Lyrik mere, end Holbergs Prosa var i Stand til.
Men her kunde Musikken give alt. Og her svigtede Musikeren
ikke. Tværtimod naaede han lykkeligvis her sit Højdepunkt
Dermed har Carl Nielsen egentlig sejret, — om ikke just som
Komiker. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
