Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - H. Høffding: Goethe og Filosofien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Goethe og Filosoflen
23
lede Goethe sig ogsaa overfor det slette og forkerte, han saa
omkring sig: „Den, som ret vil virke, maa ikke skænde; han
skal slet ikke bekymre sig om det forkerte, men blot stedse
gøre det gode. Ti det kommer ikke an paa, at der bliver revet
ned, men paa, at der opbygges noget, hvorved Menneskeheden
kan føie eri ren Glæde." Og naar han imellem i bitre Ord havde
talt om de Angreb, han paa sine ældre Dage var Genstand for,
afbrød han sig selv: „Intet Ord mere om den slette Ting, for
at jeg ikke selv skal blive ufornuftig, idet jeg bekæmper det
ufornuftige!" —
En af de positive Veje, Goethe slog ind paa, naar han skulde
arbejde sig ud over en Sorg eller en Disharmoni, var den at
omsætte sin Oplevelse i Poesi. Det var ikke hans Mening at
ville glemme, endnu mindre at ville nyde paa denne Maade.1)
Men i den poetiske Form blev Oplevelsen set „under Evighedens
Synspunkt" — i sin Ejendommelighed og dog som et enkelt
Led i Livets store Sammenhæng. I Werther, i Tasso, i Faust og
Mefistofeles, i Wahlverwandschaften, i sine lyriske Digte har han
foretaget en saadan Omsætning i Kunstens klare Form af det,
der under Oplevelsen fyldte ham med lidenskabelig Hildethed,
med Sorg, med Bitterhed eller med Anger. Om „Werther" kunde
han paa sine gamle Dage sige, at den var skrevet med hans
Hjerteblod, og at han var bange for at læse den igen. Hans
Digtning var ikke en Vej, ad hvilken han fjernede sig fra Livet,
men en Del af hans egen personlige JJvsførelse, en Maade, paa
hvilken han indarbejdede det, han havde levet, i sin
Personlighed, saaledes at det derved tillige kunde faa Betydning for Andre.
Det var langt fra, at han foretog denne Omsætning fra Liv
til Digtning med fuld Bevidsthed, end sige med Beregning. Den
foregik, hvor den skete fuldkomment, ubevidst og i Stilhed. De
store Billeder formede sig i ham, uden at han anede det, og
skød sig saa pludselig frem for ham. Han kunde derfor ikke,
som Schiller, i Forvejen tale med andre om sine digteriske Planer.
„Ich trug Alles still mit mir herum." Enkelthederne kunde han
bagefter udarbejde med klar Bevidsthed. Men Hovedsagen var
„den overraskende Gave", Udslaget af den „dæmoniske" Kraft,
som han fandt ikke blot i Fantasien, men i alle uvilkaarlige
Virkemaader, i hele Naturen. Han kunde derfor ikke lide Ordet
>) Smlgn. min Afhandling om Goethe I .Mindre Arbeider* II p. 231—234.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
