Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - S. Mathiesen: Spildte Kræfter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
Spildte Kræfter
den ud af Munden. Og spytte trodsig op mod Vorherre ...
Indtil den styrtede ned i Fossen med Tordenbrøl. Denne Elv med
Fossekallens vaarlige Pip, der en Gang har bragt mine seksaarige
Nerver til at skjælve i et mærkeligt og naivt Digt til dens Pris.
Og min stolte Fos, der gnistrede som en fjern Snelavine i
Solskinnet. Jeg kunde endnu tegne dens lange, magelige
Kaskader. Dens pompøse og bredladne Majestæt. Dens Fald var ikke
overvættes højt. Knapt mer end ti Meter. Men just i
Vaarflom-men var den saa magtfuld. Man kunde høre dens gudsforgaane
Stemme over hele Byen i de skjære Vaarkvælder. Og man lyede
efter den og sa med et lifligt Gys: hør Fossen! — ja, nu lakker
det mod Sommeren. For den brød sig i grønskavlet Bue over
den gamle Dæmning. Stod ud i vældige Regnbuesprøjt. Lavede
fyldig brusende Strudsefjære og fræste som undersøiske Miner.
Sank saa ned i hvirvlende Masse af hvide Dunfnug. Og gled
omsider væk i den dybe, forsonlige Elv bag de gamle Magasiners
Skygge med deres sprøde, hemmelighedsfulde Kvældsruder.
Jeg var saa vant til at se Jean-Jacques pusle dernede bag de
ludende Trær langs Elven. Jeg savnede ham virkelig, naar han
ikke stod her med sin lange, smekre Rognestang. Denne
sværlemmede, fjeldskaarne Mand med sin mærkelig spidse Pulhat,
der var hullet og mosegrøn af Ælde. Det røde, lurvede Skjæg
og det sky Vilddyrsglimt i Øjet. Kjæmpen, der sløsede saa
kongelig uvorrent med Tid og Kræfter. Han var blit selve Fossens
og denne strie Vaarelvs levende Mening.
Der var den samme frygtløse Trods hos dem begge. Han lod
sig. ikke regulere eller lænkebinde. Stolt og fri blev han ved
at vandre i sine Pjalter. Et Stykke lukket og urstejlt Norge, der
svinder.
III
Gjennem Dalen gaar jeg atter og mindes Jean-Jacques i Vaaren.
Undrende stanser jeg. Alt er saa fremmed og øde nu. Hvor
er vel Dammen og mine gamle, forkrøblede Piletrær? Hvor er
Elven og den stolte Fossepragt? — Ak, det er altsammen væk.
Elven er tørret ud. Et gudforladt Sted, fuldt af Tjørneris og svære
Graastene. Kanske hist og her en fattig mumlende Lyd af Vand,
som dybt nede lister sig forsigtig væk. For hvem ved, om der
ikke snart kommer en entreprenant Ingeniør og belægger ogsaa
den Skvæt med Bolt og Jern. Derfor saa stille som mulig. Hyss
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
