Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - A. Møller: Oscar Levertin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
Oscar Levertin
Glød, der er Sjælen i „Kong Salomo og Morolf1 saavel som i
„Legender og Viser".
Hvor langt tilbage forekommer os ikke allerede Firsaarene
i Sverige? Det er maaske ikke mindst dets egne Mænd, som har
Fortjenesten herfor. Levertin var en af dem. Den blege, jødiske
Student, der ellers var saa stille og tilbageholden, brød allerede
i Studenterkredsene i Upsala sine første Lanser for den nye
Litteratur. Det var i Gennembruddets første Aar; — mod en
steril, akademisk Idealisme brød den unge Realisme sejersikker
frem. Med Tyveaaringens Entusiasme stillede Levertin sig i
dens første Rækker. Den Retning, til hvilken han af Naturen
hørte, eksisterede endnu ikke i Virkeligheden, og Levertin var
hverken moden eller stærk nok til selv at bryde sig en Vej.
Ankommen til Stockholm, som „laa dér og ikke syntes at
forlange bédre end at blive erobret," blev han Medlem af den
litterære Kreds, som kaldtes det Unge Sverige. Han skrev i
Naturalisternes ’ Revue, maatte mere end en Gang staa for Skud og
skød frisk igen. Allerede i 83 saa man hans Navn i
Boghandlervinduerne paa to Bøger: „Fra Rivieraen" — Rejsebreve fra
Italien, rask skrevne og ikke uden Vid, og „Smaamøni" —
samvittighedsfulde, realistiske Stilprøver uden Præget af
Levertins egen Personlighed. Har Bogen endnu nogen Betydning,
maatte det vel nærmest være som Bevis paa, hvorledes en
„Skole" kan hindre en Forfatter i at give Udtryk for det
oprindeligste og væsenligste i ham selv. Og Levertins næste Værk:
„Konflikter" var vel — selv om det indeholder modnere og
stærkere Ting — stort set dog kun et Skridt længere frem ad
Vildsporet. Den typiske Humanist indbildte sig stadig, at han var
Naturalist.
Endnu er det for tidligt at finde Forfatterens egne Træk
iblandt de mange Ansigter i hans Noveller. Men naar der bliver
Spørgsmaal om at skildre Mennesker, fanger man alligevel
uventede Glimt af en dybere Intuition, af en hedere
Indbildningskraft, der blot ventede paa Frigørelse for at skænke os et Par
af de mest romantiske Værker, vor Litteratur ejer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
