- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
39

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - A. Møller: Oscar Levertin

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

39 Oscar Levertin



Realismens Jærnalder blev ikke af lang Varighed i vort gamle
Skovland. Ret længe hvilede den udødelige Romantik, den der
for evig er gaaet Svenskerne i Blodet, ikke, før den tog til at
reagere mod Skorstensrøgen og Graavejrstankerne. Allerede
inden 10 Aar var gaaet, klang en Fanfare over Landet —
Verner von Heidenstams „Valfarts- og Vandringsaar". Medens
Realisterne her kappedes i Gengivelse af Vestens Grimhed og
Jammerlighed, sendte han fra Orienten hjem et Væld af antik
Livsrus og Skønhedsglæde, af utidsmæssige, ondskabsfulde
Kvikheder, der ikke var i Slægt med den sure Gammelmandsironi,
som man var vant ril. Til Tamburinernes Dundren drog endnu
en Gang Dionysosfølget ind i Bellmans Land.

Allerede i Stockholm var Levertin kommet i Berøring med
Valfartaarenes Forfatter, Aar 1890 foretog han en ny Rejse til
Syden. En Brystsygdom, som længe truede hans Liv, tvang ham
til denne Gang at søge Alpernes høje Luft. Dér var det, at han
og Heidenstam tilbragte Dagene sammen — og den første Frugt
af deres Samvær fik Almenheden i det lille ondskabsfulde Hefte,
de samme Aar sendte hjem: „Pepitas Bryllup".

Ogsaa Levertin er nu blevet færdig med „Lillenaturalismen".
Den naturalistiske Skole har i Virkeligheden ikke været ham
andet end en Skole, hvor han blandt andet lærte Skaden ved en
eksklusiv Smag. Dertor prædiker „Pepitas Bryllup" heller ikke
nogen ny Doktrin, men hævder tværtimod den litterære
Individualisme stik mod enhver Tids-Retning. Under Masken af en
Recension rettes mange sikre og elegante Kaardestød mod
Firsernes fantasifattige Kedsommelighed. I Epilogen, hvor Luthen
(Levertin) og Tamburinen (Heidenstam) i al Venskabelighed gør
Nar ad hinanden, deltager ogsaa en tredie: „Limburgerosten
tilgiver os aldrig."

Der laa Sandhed i den slemme Anelse. For dem, der havde
bevaret Troskaben mod Realismen, stod Levertin paa en vis
Maade som en frafalden. For ham selv var Frafaldet Befrielsen
fra en Spændetrøje, der hindrede hans naturlige Vækst. Og han
har siden kaldt „Livets Fjender" sit virkelige Debut-Arbejde.

Hvad Handlingen i dette angaar, er der i Virkeligheden ikke
saa lidt tilbage af Levertins første Periode. Det er en lidet mandlig
Bog. Otto ImhofF, Helten, har — sandt at sige — alt for mange
ynkelige Træk til at kunne vedligeholde Interessen. Interessant

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 9 19:23:39 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0041.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free