- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 24 (1907) /
59

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - Axel Olrik: Hagbard og Signe

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

59 Hagbard og Signe



mundsønnerne, han hvis hele Liv er det at være Vikingen
fremfor nogen anden. Med Vikingens Snarhed og Vovsomhed lander
han paa Sjælland, drager gennem de tætte Skove, og staar foran
Sigersted uventet Kongens Mænd bukker under for Søhanerne,
i vild Hævntørst hugger de alt ned, selv Kvinder, Børn og
Oldinge, alt styrtes i en uhyre Grube, og Kongesædet afbrændes.

Sagnet er da fra gammel Tid Digtning om Slægtfejde. Det er
Sigars og hans Æts Undergang. Sigersted, Kongsgaarden midt i
Sjælland tæt ved Ringsted, spiller samme Rolle for Sagnet som
Lejre for Rolf-Krake-Sagnet; Stedets svundne Herlighed«-lever
videre i Digt, netop fordi den saa pludselig er styrtet. Som
mægtig Konge over Danerne nævnes Sigar i den ældste Opregning
af vor Æts Sagnskikkelser. Hans historiske Tilværelse maa sættes
i den ældre Jærnalder, saadant noget som 4de Aarh. e. Kr.;
Digtningen om hans Fald er baade i sit Æmne og i sin hele
Bygning nærmest et Sidestykke til den om Ermanriks,
Østgotekon-gens, Undergang.

Men ved Siden af alt dette er Hagbardsagnet en
Elskovsdigt-ning. Den bliver det fuldt ud i den middelalderlige Folkevise;
den er det for en stor Del i Oldkvadet hos Sakse. Men dér er
den naturligvis Elskovsdigt med det Særpræg som Oldtidens
Fremstilling af Elskoven har. Det første af Kvadet, der er bevaret os,
er en Stump af Samtale mellem Signe og hendes Tærner om
hendes Bejlere. Den er her øjensynlig for at give Digteren
Lejlighed til at fremsætte sine Tanker om Elskov. Her vrages den
Bejler, der tror at vinde sin Mø ved Ansigtets Skønhed og
Lokkernes Pragt, og der foretrækkes den, der kan rose sig af Daad:
„Faa Aar varer selv den fejreste Lødd; Daad, som er øvet,
aldrig svinder." Det er ikke en enkelt Digters Dom, ,det er en hel
stor Tidsalders Tankegang. Den elsker Ævnen til Daad, elsker
denne Kløgtens, Viljens og Styrkens Sejr; og med den naive Tids
Forkærlighed for det haandgribelige kræver Møen den Bejler,
der har øvet Storværket. Tiden har en digterisk Formel — for
Resten er det vel tillige et Indtryk fra selve Livet, der levedes,
— for den Mø, der begærer Helten til sin Ægtefælle: hun elsker
ham, skønt hun aldrig saa ham med sine Øjne. Ti han lever i
sin Daad, hans Billed flyver med Daadens Ry til fjærne Strande.

Der er meget i Elskoven, der for den Tidsalder ikke har
digterisk Værd, alt det, der ligger udenfor Viljesomraadet: den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Mar 9 19:23:39 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1907/0061.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free