Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - Axel Olrik: Hagbard og Signe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
0
Hagbard og Signe
spirende Følelse, Tiltrækningen ved den ønskedes personlige
Nærhed, Gennembruddets Jubel, Hengivelsens Fylde. Alt det er for
Heltekvadene upoetisk, og først ved at faa tilført et Viljesmoment
løftes det op til den sjælelige Verden, hvor Heltesangen har sit
Rige. Men hvis det paa en eller anden Maade naar indenfor
Heltelivets egenlige Synskres, opfattes det med en fin og
blufærdig Sans for aandelig Rørelse.
Jeg kan anskueliggøre det ved at nævne et enkelt Punkt
Kysset er slet ikke det Elskovens Festøjeblik, som det er for
langt senere Tiders Digtere. „Mens Du kyssede Trælkvinder ved
Kværnen," henkastes der spottende; og dette tror jeg er den
eneste Gang, der forekommer Kys mellem elskende af blot egen
Drift uden ydre Anledning. Kysset har derimod sin retmæssige
Plads i Livet: det er Hilsen til Velkomst og til Afsked. Der er
Scener som denne: Sigrun kommer for første Gang i sit Liv til
Helge, hun kysser og hilser den hjælmklædte Konge, siger at hun
har haft ham kær endnu før hun saa ham; da vaktes Drottens
Hu til Møen. Kysset er her et Led i hendes viljebestemte
Optræden, hun kaarer ham dermed til sin Husbond, og til Værner
mod den Bejler man vil give hende bort til.
Den samme Uberørthed af Elskovens sanselig-sjælelige Side
er ogsaa i Hagbards og Signes Elskov. End ikke Glæden eller
Angsten ved deres Møde kommer til Orde i hvad der er os
bevaret af Kvadet En Scene i Jomfruburet giver os — som en
Slags Hvilepunkt før de voldsomme Begivenheder — Tærnernes
undrende Fritten af den forklædte Hagbard, og hans forsigtige
Svar: Fodsaalen er haard paa den der har færdedes over Fjæld
og Strand og paa Snækkens Tilje; paa Skjoldmø vokser ikke
Barmen ud, ti Brynjeringe spænder om Brystet, og Armen vænnes
til Bue og Spyd. — Da Signe og Hagbard er ene sammen ved
Nat, er det Dødsstundens Nærhed, der fylder deres Tanke, dog
ikke Døden som Fare for den enkelte, men Døden som den
store Prøve for deres Vilje til at tilhøre hinanden:
Sig mig, Signe,
solklare Dis,
mens vi er sammen begge
i Brudenatten
uden Frænders Raad,
mod Faders Vilje,
Haamunds Søn
med den højbaarne:
om jeg fangen af din Fader
føres til Død
og Sigar hævner
Sønnernes Bane, —
naar mit Liv er ledet,
hvad Lodd du kaarer?
vil min Glædes Viv da
god Vilje lade kende?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
