Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - Axel Olrik: Hagbard og Signe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
Hqgfcsrd og Signe
ning, hvor saa meget nyt kommer op, alt det, der flyver paa
lette Vinger sydfra, og alt det, der her hjemme vaagner af sin
Vinterdvale; og hvor meget gammelt svinder, deriblandt det meste
af den gamle Helteverden med dens ydre Barskhed, med dens
Grublen og dens Villen.
Men blandt det, som levede ovçr i den ny Tid, var
Hagbarddigtningen. Den kom ikke med i første Omgang, men i anden;
ikke i den første mere spinkle Sang fra Valdemarstiden, men i
den rige og yppige fra Visernes Højsommer.
Hagbards og Signes Skæbne blev taget op, blev fremstillet
mærkelig tro imod det gamle Sagn og Kvad; men med én stor
Forandring. Oldtidens Slægtsfejde er svunden bort, og kun det
elskende Pars Skæbne staar tilbage. Hvorledes var det muligt at
skære dette Afsnit ud af Sagnets videre Sammenhæng, skære det
bort fra Hagbards Hævn over Brødrenes Fald og Sigars Vrede
derover? Inde i Visen finder vi et flygtigt Spor af denne
Sammenhæng: „eders Fader han er vorden mig vred, han truer at
lade mig hænge." At Kongen er „vorden en vred," betyder i
Middelalderens Sprog at man har øvet en Ugerning og er fredløs;
det er hans Hævn paa Sigarsønnerne, der her har foresvævet
Digteren, men som digtersk Motiv er dette ganske skudt til Side
For ham er det kun Elskovssagn. Med dristig Haand bryder han
ind i Historien og skaber sit eget Udgangspunkt, paa én Gaog
saa tydeligt, at vi straks er med i det stillede Problem, og saa
frit og let at det ikke er en Handling, men kun en Indledning.
Hagbard drømmer, at han er i Himmerigs fagre Stad med Signe
i sin Favn, og at de styrter ned gennem Skyen. Mangen Visedigter
har begyndt sit Digt med Heltens ildevarslende Drøm, men ingen
har udført det som denne. Drømmen er ikke som sædvanlig i
Viserne Livets daglige Smaatræk, hvor man skal ane en større
Skæbne bagved, men den fører os til det højeste: Hagbards og
Signes Elskov tegner sig straks i de aller største og saligste
Omrids med „Himmerigs" kostelige Stad som sin Skueplads, og
hørende en herligere Verden til — og dog det hele bygget op af
de mest enkelte Drømme-Forestillinger: Følelsen af Salighed, saa
den første vakte Bevidsthed om sin Elskovs Indhold, og endelig
den fra Drømmen velkendte Dalen ustandselig nedefter: „jeg
havde stolt Signelil i min Arm, vi fulde igennem den Sky." Og
denne Drøm ikke blot varsler det, der skal ske, den sætter selve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
