Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - Axel Olrik: Hagbard og Signe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63 Hagbard og Signe
Handlingen i Gang, snorlige frem mod dens Katastrofe: Hagbard
véd nu baade sin Lykke og sin Kvide, og derfor griber han
denne Skæbne.
Visen skærer Heltesagnet af i Længde, men lader Æmnet
vokse i Bredde. En Vrimmel af anskuelige Smaatræk staar for
Digterens Syn. Har han og hans Samtid ikke Oldkvadets Trang
til at skue ind i Sjælenes Dybder, saa har Fantasien en
Sansningens Styrke, den lader hvert Optrin i Handlingen vise sig med
en hurtig greben, malende Enkelthed; i hver ny Vending
opdager han en Ytring mere af Modsætningen mellem Hagbards
ydre Rolle og hans mandige Heltevæsen. En Hovedscene, den
med Tærnerne i Jomfruburet, er i sine Grundtræk taget i Arv
fra Kvadet, og vi finder Sætninger af det næsten ordret igen;
men netop derfor kan vi des lettere se, hvilken Rigdom af ny
Træk der staar til Digterens Raadighed. Der er et saadant
Indfald, som det at lade Hagbard udskære Dyrebilleder. Det er
ganske vist ikke selvopfundet; det er taget i Arv fra et tysk
Ridderepos om Wolfdietrichs Fødsel, og Visen havde
overhovedet ikke faaet den Livets Rigdom af Enkeltheder, om den ikke
havde staaet i Forhold til den Svulmen af episk Stil, der
udmærker Ridderdigtningen; men Enkelthedens Anvendelse her er
saa ypperlig, fordi den føjer sig i det mandig-rige Billede af
Hagbards Ævne. Saa har Visen ogsaa det i Middelalderen ikke
almindelige: en sikker Taktfølelse til at lade Handlingen have sin
Plads i en Oldtids Kongeborg uden at paanøde den sin Samtids
Sceneri; selv Skjoldmølivet staar lyslevende for dens Syn:
Det er saa Sæd paa min Faders Land,
at Jomfruer rider til Tinge,
fordi er ikke Brysten voksen paa mig
udaf de Brynjeringe.
Dette Svar er ligefrem hentet ud af det gamle Kvad; men
lad mig gøre opmærksom paa en lille Forskel. I Kvadet er det
Tæraernes Ord; i Visen er det løst ud fra sin Sammenhæng
med de frittende Tærner, og det er Signe, der — da de er ene
— lægger Haanden paa Hagbards Bryst og gør ham sit
ængstelige Spørgsmaal. Der er over Signe her det dæmpet kvindelige,
den Sarthed og Angst, som en Visesanger ikke kunde undvære
hos sin Heltinde. Men da først Skæbnen folder sig ud for dem,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
