Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - Vald. Vedel: Harald Kidde „De Blinde“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89 Harald Kiddes „De Blinde’
I«
en Linie, rust som det sidste Bølgeslag var ved at løfte sig over
hendes Hoved; var Stumheden bristet en Revne, just som . . . .; havde
Mennesker grebet hende, i det samme Øjeblik Kaos . . ..; havde Livet
aandet over hende, just som ...." Helt monotont hypnotiserende lyder
denne Art Retorik Bogen igennem; ogsaa dens Personer taler, selv i
de mest spændte Øjeblikke, dette Forfattersprog. Der kan være en
langlig vuggende Musik i de afbalancerede Periodebygninger, en Art
lødig Tyngde i de talrige Participaldannelser og Appositioner; men ikke
sjælden filtrer Konstruktionerne sig sammen til saa spegede Spind som
f. Eks. den lange Sætning nederst S. 372, og i alt Fald hyller disse rolige
Harmonier, der ikke skifter Farve og Rytme efter Situationen, sig hele
Tiden dæmpende og fjernende om det umiddelbare Liv. Det er —
som hos J. P. Jacobsen — ofte poetisk Tænken og Følen i Anledning
af Livet, som bydes os i Stedet for umiddelbar Livsillusion og
Menneskeindlevelse, en Art lyrisk-filosofisk Reflektionspoesi, gennem hvilke det
ofte ikke er saa let for Læseren at faa selve Livsindholdet rigtig nær.
Side om Side med disse Retninger i Kiddes Kunst gaar imidlertid
en stik modsat, som paa sin Vis ikke mindre gør Tilegnelsen
anstrengende, men hyppig er af meget stærk kunstnerisk Virkning: den mest
eksklusive og mest intensive Gaaen sit Emne ind paa Livet. Bogen
er en Række løsrevne Situationer, uden forbindende og forberedende
.Mellemled; alene paa de Momenter, der har Betydning for de to
Personers Elskovsliv, teder Forf. sin Kunsts Lys falde uden at omgive dem
med alle Hverdagens spredende Uvedkommenheder, hele Dagliglivets
formidlende Atmosfære; det er kun lige netop, man skimter, at Bent
og Helene ogsaa mellem deres Møder og ved Siden af deres Elskov
lever en Slags Liv. Der tages fat midt i en Scene, midt i en Samtale,
midt i en Tildragelse, og de slippes igen, saasnart de ikke mere har
Interesse for det digteriske Øjemed; saa maa Læserens Fantasi sætte
Resten til selv, og efter en Række Tankestreger befinder vi os midt i
en ny Situation, maaske mange Maaneder efter. Og paa
impressionistisk „Prik"manér gives, saa nøgent og nøjagtigt som muligt, kun lige
netop de Indtryk, som den Deltager, hvis Øjne vi ser med, faar af
Scenen, stundom helt uforarbejdede i deres spredte
Sammenhængs-iøshed. Hør f. Eks, hvordan en Person introduceres: „Naa saa," et graat
Skæg, to store Brilleglas, en kuplet Skaldepande, „naa saa, saa var det
da godt, jeg alt var paa Vej." Læge Muld — tunge Fødder slæbtes,
gigtsvage, henover Gulvet." Paa samme Maade gengives — livagtigt, men
noget svært at „realisere" foren jævn Læserfantasi—Tilstande af sjælelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
